Råddenskab

Råddenskab er et væsentligt tema i Hamlet. Det gælder både den rent fysiske og den moralske.

Som stykket skrider frem, ser prins Hamlet, hvordan tidligere tiders idealer forsvinder. En samfundsorden vakler: ”Åh, der er råddenskab i Danmarks rige,” som de berømte ord lyder. Den nye konge, hans onkel Claudius, benytter sig ikke af retfærdighedssans og visdom, som ellers blev betonet i middelalderens kongeideologi, men af morderisk manipulation. Hamlets mor gifter sig så hurtigt igen, at maden fra hendes afdøde mands begravelse kan serveres til brylluppet, og omkring ham trives et smiskende hykleri. Hvem kan han regne med, og hvem spiller dobbeltspil?

Råddenskaben kommer indefra, men den materialiserer sig også i stykket på en håndgribelig måde. For døden lurer overalt i Hamlet – og den kan både ses og lugtes. Der er blomster, som visner og dør hen. Der er knogler, usminkede lig, blod, der flyder.

At læse Shakespeare er ikke for sarte sjæle. Den franske filosof Voltaire kaldte i 1776 Shakespeare for ”en døddrukken vildmand.” Selvom Voltaire gjorde meget for udbredelsen af engelsk dramatik, ikke mindst Shakespeares, brød han sig ikke om Shakespeares tydelige og sanselige beskrivelser af døden. Han fandt dem ganske enkelt barbariske.

Hamlet er en tekst, der både i tematik, handling og sprog er præget af destruktion. Men ud af tekstens stærkt sanselige erfaring af nedbrydelse og tab vokser der et meget levende kunstnerisk udtryk.