TO BE OR NOT TO BE

Hamlet er en tekst, der stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Det ser man tydeligt i den berømteste af alle stykkets monologer, Hamlets To be or not to be. Her svarer Hamlet heller ikke på det spørgsmål, han stiller sig selv. Monologen afdækker en dyb konflikt i stykket: forholdet mellem individ og omverden, mellem viden og handling. 

Monologen står helt frigjort fra handlingsgangen. Her er ingen direkte henvisninger til hvem der har  sagt eller gjort hvad, og hvornår. Her fokuserer Hamlet i stedet på tilværelsens grundvilkår: det eksistentielle forhold mellem liv og død. Derfor kan man ikke kun se Hamlets ord som et spørgsmål om, hvorvidt han skal hævne sin fars død – at være – eller ikke hævne  sin fars død– ikke at være. Dette ’at være’ må også forstås i et eksistentielt lys. Skal Hamlet vælge livet eller skal han vælge døden? Han giver i monologen, som igennem hele stykket, udtryk for sin lede ved livet, men i monologen holdes han tilbage ved tanken om de drømme man kan få i dødens søvn, som han siger: ” At dø, at sove – at sove, måske drømme. Dér er knuden.” Konflikten ligger måske ikke udelukkende i, om man skal vælge døden, men det at intellektet stiller sig i vejen for handlingen. Refleksionen synes at være af større eksistentiel nødvendighed end selve det at handle for Hamlet. I hvert fald udbryder Hamlet skeptisk: ”Således gør samvittigheden os feje.”

Ligesom Hamlet selv aldrig når frem til at svare på sine spørgsmål, så er det heller ikke et tekststykke man bliver færdig med – det kan læses igen og igen.