Ophelia's Herbarium

Det vrimler med blomster i Hamlet. Både konkret og symbolsk. Og de dukker især op i forbindelse med Ophelia. Når Ophelias bror, Laertes, taler om Hamlets kærlighedstilkendegivelse til hende, karakteriserer han den som ”… en elskovs-martsviol i tidlig blomstring, forhastet, ikke holdbar, sød, men flygtig.” Ophelia bruger også selv blomstermotivet – flere gange i forbindelse med en beskrivelse af Hamlet. Som når hun beskriver ham som ”det fagre riges rose”, og som her i den danske oversættelse i en dystert fremsynet beskrivelse af Hamlet: ” … en fornem skikkelse i ungdoms blomst visnet af galskab.” Men det er ikke Hamlet, der ender med at visne hen, det er hende selv. 

For Ophelia mister sin far, dræbt ved Hamlets hånd. Hun mister Hamlets kærlighed, og hendes bror er draget til Paris. Ophelia synes at stå og svaje i vinden. Hvilken retning skal hun gå, nu, hvor hun er helt alene? Ophelia forvitrer. Tilbage står kun galskabens snoede blade.

I Ophelias sidste vanvidsscene deler hun blomster og krydderurter ud. Om hun faktisk har dem med, eller simpelthen forestiller sig dem, kan vi ikke vide med sikkerhed. Det er ikke bare en sød og smuk scene, et romantisk billede af en kvinde med favnen fuld af blomster. Den har samtidig en foruroligende dyster klang. Til hver af de blomster, hun uddeler, knytter der sig en kompleks og poetisk symbolik. Nogle menes at have smertelindrende effekt, andre at være giftige, flere er blevet brugt ved begravelsesritualer, nogle er blevet tolket som troskabssymboler, andre som tegn på utroskab, på venskab, erindring, ulykkelig kærlighed og meget mere.

Den nuancerede brug af blomsternes sprog pointerer Shakespeares tematisering af den komplekse og sammensatte verden og det mangetydige og konfliktfyldte menneske.