Maskespil

Verden er et teater. Mennesket er skuespiller på verdens scene. Tanken er Shakespeares, og sådan oplevede man også verden på Shakespeares tid. Væk var middelalderens faste orden, erstattet af en oplevelse af usikkerhed. Alle spiller roller. Dét er centrale temaer i Hamlet.

Hamlet føler sig fanget i hyklernes spil; hoffet og hans gamle venner, Gyldenstjerne og Rosenkrans taler ham efter munden, hans onkel Claudius kalder ham sin søn, netop som han koldblodigt har myrdet sin bror, Hamlets far. Selv sidste scene, hvor Hamlet duellerer med Laertes, er et maskespil, et arrangeret skuespil, hvor Laertes’ kårdespids er forgiftet. Kun Hamlet kender ikke til spillets regler.

Der er konsekvenser ved at være en anden, end den, man er. Men der er også muligheder: For at afsløre sin onkels ugerning hyrer Hamlet en skuespiltrup til at opføre et stykke, der spejler Claudius’ forbrydelse. Her virker skuespillet demaskerende, for kongens reaktion viser, at han er skyldig.

Samtidig påfører Hamlet sig galskabens maske. Når han foregiver at være forrykt, opnår han større bevægelsesfrihed. Han får måske endda i højere grad lov til at være sig selv. Masken har et frigørende potentiale.

Undersøgelsen af maskespillets mange negative og positive muligheder er en af renæssancelitteraturens vigtige bidrag til vores moderne kultur. Ikke mindst takket være Hamlet.