Polonius' læresætninger

Polonius, kongens rådgiver, er en sammensat karakter. Han elsker sine børn, Ophelia og Laertes, alligevel vil han lade Laertes overvåge, mens han er i Paris, og mens han først advarer Ophelia mod Hamlet, kan man hævde, at han dernæst bruger Ophelia som lokkedue i udspioneringsspillet mod Hamlet. Præker han ærbarhed det ene øjeblik, men udfordrer hendes dyd det næste?

Polonius adlyder også kong Claudius’ mindste ordre, og indgår i hans rænkespil mod Hamlet, men samtidig synes Polonius ikke på noget tidspunkt at ville Hamlet det ondt. Hamlet dømmer ham hårdt og kalder ham en lurenkiggernar, men er Polonius virkelig en nar, eller forstår han bare, hvordan man pragmatisk spiller hoflivets spil?

Mens Hamlet er præget af selvrefleksion og grubler lidenskabeligt over eksistensens etiske faldgruber, som det blandt andet kommer til udtryk i hans monolog To be or not to be, er Polonius i højere grad styret af et rationelt livssyn. Det kommer særligt til udtryk i de gode råd, han giver Laertes, og som man kan gå på opdagelse i i denne installation.

Spændvidden mellem det filosofisk og poetisk afsøgende indhold i Hamlets berømte monolog og de instruktive, næsten Gajolpakke-egnede råd, som Polonius giver Laertes, tegner et billede af den enorme nuancerigdom i både sprog og tankemønstre, som ligger  i Hamlet.