Albertslund Bibliotek

- et sted med mange muligheder

Tegning af Albertslund Bibliotek

Albertslund Bibliotek er til leg, alvor, fordybelse og aktivitet. 

Her støder man på gamle venner og får nye bekendte. Børn oplever kulturen i deres egen højde. Man læser sig ind i fremmede og anderledes verdner. Store afdøde personer holdes i live, de glemte får nyt liv og de nulevende, noget at leve op til. Man lader sig forføre af musik og rytmer fra alle verdenshjørner og griner og gisper over de verdensberømte skuespillere, man låner med hjem. Og gribes, når folk med magt over ordet holder foredrag eller når skabende kunstnere udstiller deres værker. Man overrumples af det uventede eller glædes ved synet af det forventede.

På biblioteket granskes døgnets trykte nyheder, og magasiner og tidsskrifter uddyber og stimulerer hobby og interesse. Ved studiebordene terpes og tilegnes, så ny viden bliver ens egen. Og pc’erne giver skoleopgaver på alle niveauer form og indhold, åbner internettet og gør betalingsbaser gratis og informationsstrømmen medrivende.

Der er plads til alle i mangfoldigheden på Albertslund Bibliotek.

Læs mere