Læsekredse

Kan du lide at læse, og drøfte det du læser med andre? ... så er en LÆSEKREDS måske noget for dig!

Læsekredsene på biblioteket er større eller mindre grupper af ”læseheste”, der er sat sammen eller har fundet sammen især på grund af stor almen læselyst og/eller på grund af en fælles interesse for fx en bestemt type litteratur. Grupperne vælger selv, hvad de vil læse og de vælger også selv tid, sted og intervaller for gruppens møder. Oftest mødes grupperne ca. én gang om måneden.  
 
Hver gruppe får deres helt egen kontaktperson på biblioteket, som gerne hjælper med at booke lokaler, og skaffer de valgte bøger samt eventuelt anmeldelser og lignende i det nødvendige antal eksemplarer.  
Der er også rig mulighed for at få inspiration fra bibliotekarerne, som elsker at guide jer til gode læseoplevelser, der passer lige til jeres gruppe.

Biblioteket hjælper dig med at finde en læsekreds, der gerne vil have flere medlemmer eller med at danne en ny. Vi anbefaler, at der min. er 5 deltagere i en gruppe, og max 12.

Har du lyst til at deltage i en af læsekredsene, eller ønsker du at starte en helt ny læsekreds, så er du meget velkommen til at kontakte biblioteket på 43 68 70 00 eller sende en mail til bibliotek@albertslund.dk

Sådan kommer du i gang

Icon Description

Når I danner en ny læsekreds, vil I få tildelt en kontaktperson fra biblioteket

Hver læsekreds udvælger en tovholder fra gruppen. Kommunikationen vil primært foregå mellem kontaktpersonen og tovholderen.

Typisk vil tovholderen blive inviteret til et møde med kontaktpersonen, hvor man får sat ansigt på hinanden, aftaler praktiske ting osv.

Når I mødes i den nye læsekreds:

Hver læsegruppe har/får hurtigt sin egen måde at gribe arbejdet med bøgerne an på, men nedenfor nogle få hurtige forslag til, hvad I kan snakke om:

  1.     Bogens genre – fx krimi, socialrealisme, fantasy?
  2.     Hvad ved I om forfatteren? Har I læst andet af samme forfatter?
  3.     Hvad vil forfatteren mon med bogen - og lykkes det?
  4.     Hvor og hvornår foregår fortællingen?
  5.     Er personerne troværdige – gør de, som man må forvente?
  6.     Er bogens miljø beskrevet, så man føler sig "hjemme" som læser?
  7.     Hvordan er sproget – flyder det eller bremser det fortællingen?
  8.     Ligner bogen andet I har læst?
  9.     Hvad er konklusionen – var det en oplevelse eller ”spildte” I tiden?

Læsekræs

Icon Description

Inspiration til læsning i din læsekreds

I vælger selv, hvad I ønsker at læse i jeres læsekreds. Men der er også rig mulighed for at få inspiration fra bibliotekarerne, som elsker at guide jer til gode læseoplevelser, der passer lige til jeres gruppe.

Hvis I søger inspiration, er I velkomne til at skrive til jeres kontaktperson.  

Vi har lavet Læsekræs til jer. Det er lister over romaner, som vi mener kan give jer rigtig gode læseoplevelser.