Planter af Jens Smærup Sørensen
Det er midt i juli. Jeg ser en rugmark. Høsten nærmer sig. Stråene er lige ved at have mistet det sidste af deres gråblåligtgrønne skær, de gulner og bleges, ligesom aksene der nu hælder under tyngden af deres næsten modne kerner. Jeg plukker et aks og piller et par kerner ud af det. Jeg snuser til dem, jeg putter dem i munden og tygger på dem, maler dem til mel mellem tænderne, jeg drømmer om nybagt rugbrød. Marken er duft og smag, den er lys og længsel. En livsalig dejlighed. For der er rug, og der er blomster mellem dens strå, der er margueritter, der er valmuer, der er kornblomster, der er tidsler. Der bor små sorte dyr på nogle af dem. Der kommer en bi, og der kommer en sommerfugl, de sætter sig på en blomst her og et øjeblik efter på en anden der. De suger til sig og nærer sig, som mig, og som et par svaler der svirper ned over aksene og fanger hvad der svæver i luften af andre slags bittesmå levnede væsner. Og en agerhøne tripper ind mellem stråene. Den standser og pikker. Der må være en enkelt kerne der allerede af sig selv har løsnet sig, og den tripper et lille stykke videre, og den standser og pikker igen. Endnu en kerne må være faldet til jorden. Solen brænder. Høsten nærmer sig.
Jeg ser sådan en rugmark. Jeg ser den for mig, når jeg lukker øjnene. Når jeg åbner dem, ser jeg den ingen steder. Den findes ikke. Den har været, den var, og jeg var i den, og jeg vil være i den igen. Det kaldes nostalgi, et ord der er sammensat af to andre der betyder hjemrejse og smerte. Jeg vil hjem, og jeg kommer det aldrig. En smerte med sødme i sig. Sentimentalitet. Utopi betyder intetsteds. Der er ikke noget der har været der kommer igen, i længslens form, og alt kommer altid igen, som ny virkelighed. Så lad min længsel dø som rugen dør for at blive til levende rug igen.
På engen neden for rugmarken gik køerne og græssede og bøvsede og pruttede. Det gør de stadig, på en anden eng, men ikke længere på engen ved siden af. Der er flere kilometer til den næste. Der er ikke blevet færre køer, det er bare de færreste der kommer ud af løsdriftshallerne. Og jeg vil have dem ud igen. Det skal være som det var. Det skal blive nyt igen. De skal gå der på engene og græsse og pisse og skide, og sådan gøder de det græs de skal nære sig af, og det vokser nu kraftigere igen, og det fylder luften med ilt til både deres egne og mine lunger, og de går der mellem ranunkler og tusindfryd og tidsler også her, og de græsser og græsser og bøvser og prutter. Kuldioxid og metan. Vækst og drivhusgasser. Vil jeg ikke have begge dele, får jeg ingen af dem. Lort og luft det er til at ånde. Det er en vippe. Jeg må lære at balancere. Det må du også. Så finder vi en ligevægt mellem det liv vi vil have og det der giver os liv.
Jeg får en par sække lort af en ven, og jeg hælder dem ud over min køkkenhave. Der skal komme kartofler og løg og porrer og bønner og rødbeder, og de skal have lort at gro af. Og de kommer, og meget andet kommer også, og det vokser sig alt sammen stort og stærkt, hvad enten jeg vil have det eller ej. Det er ukrudt, det jeg ikke vil have. Så væk med den vilde natur jeg længes efter. Og jeg luger og rykker op. Snerle og kortstråle, og der er skvalderkål i hindbærbedet, i rabarberne, nælder under prydbuskene, græs mellem stauderne. Væk med al den vildskab. Som om jeg kunne leve uden, og jeg brænder græs af i min indkørsel, for der er lagt grus, og der skal kun være grus, som det var da det blev lagt. Den reneste mineralske ørkentilstand skal her herske. Som før livets opståen for 3,5 milliarder år siden. Som var jeg nu selv død. Som et ordentligt menneske. Og jeg brænder og brænder, og når jeg har brændt, så er der pænt, og der går fjorten dage hvor det er pænt, så kommer græsset tilbage. Det er uudryddeligt. Og fandens da også. Og hvor godt.
Vi gik og hakkede roer. Første gang for at tynde ud, anden gang for luge ukrudtet væk. Solen brændte. Vi fik møre arme og skoldede skuldre. Vi fortsatte. Og vi rykkede melder og gråbynke op på kartoffelmarkerne. Blomsterne i kornet kunne vi ikke gøre noget ved, ikke uden at træde kornet ned. Tidslerne, valmuerne, kornblomsterne, margueritterne, de kunne ikke fjernes, de måtte overlades til sig selv og insekterne og fuglene. Vi måtte nøjes med at glæde os over alt det og mangfoldigheden af dufte og farver og kriblen og summen og småtrippende pikkende agerhøns. Men så kom der herbicider, fungicider, pesticider. Vi kunne tørre sveden af panden. Og kornet kunne helt alene få lov at nære sig af stadig større mængder kemifabriksproduceret kvælstof. Stråene står så tæt, aksene strutter så frodigt. Vi kan synes det er smukt, og der er så mange flere penge i det hele. Dem kan vi glæde os over, og skønheden og rigdommen er gennemsyret af gift og død.
En død som ikke bærer nyt liv i sig.
I hjørnet af rugmarken står en eg, og den står der fordi den står i det hjørne. Den står der, og den stod der også da jeg var dreng og så den rugmark, og da min far var dreng, og da hans mor, hans mormor var en lille pige. Den kan stå der og gro så meget længere endnu, i vinden og regnen, i lyset og mørket. Og så vil den dø. Blive fældet. Visne hen. Gå til i råd. Og den har da næret og avlet århundreders liv og vil så give plads til endnu mere liv.