NOT ONLY MY BODY - Lea Marie Løppenthin

NOT ONLY MY BODY

af Lea Marie Løppenthin

I

Planeten, vi bor på, hedder Jorden, selvom det meste af den er dækket af vand. 

Planeten, vi bor på, hedder Jorden, så enhver fremmed, der måtte komme hertil, med det samme forstår, hvilket element, der er det fundamentale. 

Jorden har givet os vores store interesse for fundamenter. 

Dét, der bærer vores afgrøder, fodtrin, hegnspæle, flagstænger. 

Allerede her kommer problemet med fundamenter og andre slags underlag: 

Man kan ikke se dem for alt det, der vokser i dem. 

Et jordområde bliver hurtigt til en fejring af hegnet, af reguleringen af, hvem der må passere igennem lågen. 

En fejring af den gulerod, der vokser der.

En fejring af lejen, byggetilladelsen eller salgsprisen. 

Relationen mellem jord og mennesker er slet ikke enkel, den er snarere en trolddom. Jorden holder sine mennesker tæt til sig. 

Per, hovedpersonen i Tarjei Vesaas’ roman Det Store Spil fra 1934, opdager tidligt, at hans far er besat af en jorddæmon. At selvom han er jordejer, er det jorden, der ejer ham. Per selv er lille, han er optaget af andre ting, af sin ven Olav Bringa, der har et modermærke formet som England, af sin unge moster, der er fuld af latter og forelskelser, af kalvene, der bliver født på gården, og som skal skydes efter fjorten dage, hvis de er tyre. Per er seks år, da han for første gang opdager en tyrekalvs skind hænge over ladeporten en måneds tid efter dens fødsel. 

Pers unge moster siger om faren : 

– Han er helt tosset, når det gælder jord. Han er ikke til at være sammen med. 

Men sådan et udsagn bliver straks rettet, hun udglatter og tilføjer: eller, du ved hvad jeg mener. På den ene side er Pers far vanvittig, på den anden side er hans vanvid nødvendigt for gårdens drift. Han er smurt ind i jorden, indeni og udenpå. 

Jorden er frygtindgydende, men den er også i alting, også det, som ikke er frygtindgydende. Det kan f.eks. lyde sådan her: 

Jorden duftede råt og varmt. Somme tider var lugten besk, somme tider tung, somme tider mild og lunken som nymalket mælk. Man hørte fars jordstemme om dagen, han kom fra nybruddet og brummede et ord eller to af sig. Så gik han igen. Nu var det sommer.

 

II

Jeg kunne godt huske, at Bibelens Gud formede Adam og Eva af jord. Men ikke, at markerne blev skabt før dem, at agerjorden lå der og ventede. I Første Mosebogs andet stykke, som kommer lige efter skabelsesberetningen og uddyber, hvordan det gik til med menneskenes tilblivelse, lyder det: 

Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Straks efter planter Gud Edens have, der omtales som en dejlig have ved et flodudspring, og den skal menneskene dyrke og vogte. I første omgang lader det altså ikke til, at de skal ud og dyrke markerne. Men da Adam og Eva snart efter har forbrudt sig mod Guds instrukser, og bliver forbandet og forvist, bliver de hånet for deres ophav, og Gud siger til Adam: 

Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage.Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.

Uddrivelsen fra Edens have er altså en straf for ulydighed. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der ellers skulle have dyrket de marker, som Gud havde anlagt? Havde et mere lydigt menneskepar fået lov at blive i Edens Have og få del i det evige liv? 

I det evige liv, formoder jeg, er det ikke nødvendigt at bekymre sig om hvad man kommer af, for den kropslige form, man besidder, er unedbrydelig.

Om uddrivelsen hører vi for øvrigt, at Gud giver sine mennesker skindtøj med på flugt. 

De har jo opdaget, at de er nøgne, men måske kræver arbejdet uden for Edens have også lidt mere beskyttelse, måske bliver man nemmere solskoldet derude. 

Vi hører også at Gud indstifter et privat vagtværn, keruberne, nye væsener i sit eget billede, som udstyrede med flammende sværd skal vogte Edens have, livets træ og det evige liv.

Ikke noget med af jord skal du igen opstå her. 

Det er forvirrende at tænke på, hvordan en have, hvor alting gror op ad jorden, blomstrer og visner, og begynder forfra med nye skud, findes en evighed, en ubrudt form? Tidligere i skabelsesberetningen får vi at vide, at Edens Have er anlagt ved et flodudspring, hvorfra floderne Tigris og Eufrat løber. Måske jorden omkring denne have simpelthen er mere gunstig?  

Er fordrivelsen en illustration af, at jorden det ene sted er bedre end det andet? 

Er kvaliteten af livet det ene sted så meget højere end det andet sted, at der kan være tale om forskellen på evigt og forgængeligt liv? 

III

I digtet “Peanutbutter” fra 1991 skriver Eileen Myles: 

I/ write because/I would like/to be used for/years after/my death. Not/ only my body/ will be compost/ but the thoughts/ I left during/my life.

Her kunne det lyde som om, om kroppens kompostering kommer af sig selv, at det er tankernes kompostering, der er udfordringen. 

Jeg tror nærmere, det er omvendt, for Eileen Myles er slet ikke død, og alligevel lever tankerne allerede her i denne tekst og afgiver sine vitaminer. 

Angående vores lig, så er der hverken plads eller lov til den frie forrådnelse. Den mest almindelige begravelsesform i verden er kremering, hvor kroppen ikke bliver til jord men til røg og en lille dynge aske. En enkelt kremering udleder mellem 160 og 190 kg CO2. Hvad der ikke er plads til i jorden, tager altså plads i luften. 

Aske duer ikke til kompost, alligevel sættes urnen ned i jorden, en hård skal om det pulver, som nogen har elsket, men som ingenting kan gro i. 

Det amerikanske firma Recompose har udviklet en beholder i stål, som kan hjælpe. Herinde ligger den døde krop sammen med træflis, lucerneplante og hø. Mængden af ilt, nitrogen og kuldioxid kan reguleres helt nøjagtigt derinde, og det betyder, at komposteringen går meget hurtigere end i en kompostbunke i en have. Den menneskelige krop bliver til muldjord på fire til seks uger. 

To trillebørfulde, siger firmaets direktør i en TEDTalk. 

Jeg har fulgt hende og firmaet i en årrække. Jeg ser hende blive ældre på videoerne, trættere og med flere grå striber i håret, men med den samme veloplagthed: Lets talk about death. 

IV

I løbet af den tid, jeg har fulgt dette komposteringsfirma, har jeg været gravid og fået et barn. Jeg fødte det ikke, jeg producerede ingen veer og kunne derfor ikke spille nogen rolle i dets fødsel. Forblive i mig kunne det hellere ikke længere, en hindeløsning var allerede blevet foretaget, med henblik på at fremprovokere veer. Istedet bedøvede en læge mig fra brystet og ned, hvorefter en anden læge skar min mave op og løftede barnet ud. 

Omkring halvanden måned senere viste min kæreste mig nogle billeder på sin iPhone, som en sygeplejerske havde tilbudt at tage. De forestiller os på operationsstuen. Mine arme er pakket ind i plasticposer, mit hals og hoved ligesom svæver øverst på briksen ud for barnet i min kærestes arme. Jeg husker ikke at der blev taget billeder, men jeg kan huske at jeg fik barnet at kigge på, imens lægerne syede mig sammen, og at jeg så på barnet med en helt ukoncentreret desperation, med det ene ønske om at vende tilbage til tilstanden som krop, at ikke mere have fornemmelsen af at være en mark, hvorfra en gruppe fremmede har høstet en roe. På min kærestes telefon var der også fotos af moderkagen, den tapre, gabende klump, min søns kantine. Sygeplejerskerne viste mig den ikke, tilbød mig således heller ikke at spise den, som jeg ellers har hørt, at nogle nybagte mødre gerne vil, men et foto skulle jeg åbenbart have. Jeg tænker på, om de har affaldssortering til menneskekød på hospitalet, jeg tilbragte det meste af fødselsdagen i sikker forventning om at jeg selv ville blive kørt til affaldssortering. 

En graviditet er en anledning for kroppen til at blive levende jord, en grobund for celler, der sidenhen bliver til en ny krop. Det er otte måneder siden vi fik vores barn, han har sin egen seng, egen kommode, han er begyndt at vinke og klappe, han kan være ikke bare glad og ked af det, men også forlegen og tøvende. Det er forvirrende, at han ikke har været her i længere tid. Det er endnu mere forvirrende, at han tilbragte mange måneder inde i min krop, bag væggene af hud og kød, udstyret med sit nuværende ansigt, lemmer og organer.

Det nærmeste jeg kommer på at forstå noget som helst, er den lille stump navlestreng, der sad i hans navle til at begynde med. Den var vores fælles døde kød, men hans sårskorpe. Den blev støttet af en lille plasticclips, vi blev instrueret i at lade den falde af af sig selv, at forsigtigt holde navleområdet tørt for at undgå infektioner. Det væsentlige, det illustrative: At den skulle sidde der, indtil den faldt af, at det ikke måtte fremskyndes. Den faldt af efter en uge. Jeg smed den lykkeligt i skraldespanden.

Jeg ved ikke, hvor mit had til kejsersnittet sidder, i en bankboks i hjertet eller som en stjerne på skulderen. Det holder sig for sig selv, lyser blåligt, når jeg ser efter.  

Indimellem tænker jeg på os som en lille grisefamilie, hvidlige og snusende, men aldrig som jord og marker, det har jeg ikke tid til. 

Book billet og læs mere om de litterære folkehøringer: JORD