Forbundet af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Jeg får fnat. Bjarke smitter mig. En gulligbrun, nyligt befrugtet hunmide klatrer fra hans hud til min, mens vi ligger tæt og grænserne mellem os er åbne. Vi er måske ikke rigtige kærester. I hvert fald redder han sig denne infektion, som smitter ved nærkontakt. Miderne forbinder mig, med hvem han ellers er forbundet med, forbinder mine stoisk irriterede forældre med Bjarkes hookups og familie og kampsportskammerater og med de 200 millioner artsfæller her på jorden, som til enhver tid også har fnat. 

Bjarke og jeg er sytten. En overgang med mindre afstand mellem kroppene end senere i livet. En floktid: klynger af lemmer på dansegulve, græsplæner, madrasser. På en time graver miden sig ned i min hud. 

En uge senere får jeg små, røde blærer på venstre hånd op langs pulsåren i håndleddet. Vil du se, spørger Bjarke. Han ved godt, at det vil jeg ikke, rækker mig luppen alligevel, griner lydløst med åben mund. Den dreng han er: krigerisk, spinkel bag musklerne, skummetmælksagtigt køn og brutal, som teenagere kan være. Han har studeret sine egne mider i mikroskopet derhjemme. De har hår på benene. 

Når jeg skal sove, klør det. Hunmiderne skider og lægger æg i min hånd, graver sig frem mod armhuler og bryster. Nogle af dem dør på vejen, så ligger de der i min hud. Kløen er en reaktion på disse små nybyggere, som mit immunsystem ikke vil samarbejde med. 

Måske ved miderne, at jeg findes, men jeg tror det ikke. For dem er jeg nok bare bakker og kløfter, ressourcer, klimatiske forhold. Natur. De æder af min huds hornlag, graver et par millimeter om dagen, lægger deres æg. Så snart mideæggene klækkes, begynder larverne på nye, små gange. 

Jeg ligger i sengen. For første gang tænker jeg på mig selv som habitat. Jeg føler mig kerneløs som et landskab, mideland. For ikke at blive hysterisk, giver jeg gravearbejdet en lyd. 

Gnask, gnask, gnask. 

Jeg er et habitat, men også et væsen: et fjendtligt habitat. 
Jeg dræber miderne med creme, koger dem ihjel, udraderer deres yngel og arkitektur. 

Mider har ikke moralsk status. 
Alle dyr er ikke lige. 

*

Her, hvor jeg sidder lænet op ad en bautasten i skoven over Gråmyr på Bornholm, er bilerne fjerne. De lyder som rovdyr, vind. 

Jeg er optaget af det etiske problem, mit liv udgør. 

I A Sand Country Almanac fra 1949 skrev den amerikanske biolog Aldo Leopold: “det, som bidrager til det biologiske samfunds integritet, stabilitet, og skønhed, er moralsk rigtigt. Det, som bidrager til det modsatte, er forkert.” 

Min eksistens bidrager til det modsatte. 
Det gør din også. 

Alle vi i samfundet Danmark bidrager til at ødelægge det biologiske samfund, destabilisere og forgrimme det. Nogle mere end andre – men alle. Det er et strukturelt vilkår. 

Det biologiske verdenssamfund, biosfæren, den sfære her på kloden, hvor livet lever, summen af alle hav- og ferskvandsbiotoper, land- og luftbiotoper. Biotop betyder bare det. Levested. Jeg længes efter at være borger i det levendes verden. Ikke kun i samfundet, men i biosfæren. Det er en dyb længsel, men også diffus, den føles suspekt som længslen efter et paradis. 

Jeg rejser mig, skrår ned gennem skoven. Skoven er et økosystem, her er alt forbundet. Alt skovens liv, al skovens materie, det er skoven, økosystemet. 

Jeg er ikke et dyr i skoven, har ikke hjemme her. Faktisk ved jeg ikke, hvilke økosystemer vi mennesker efterhånden har hjemme i, vi der har vokset os store som vejret. Det er globale systemer, som regulerer os nu. Vejr, økonomi, information. 

Nede ved søen flygter frøerne foran mig på stien, kaster sig i sikkerhed på åkandernes blade. Skoven er et økosystem. Søen er en biotop. Åkanden er et habitat. Frøen er et dyr. Jeg er et menneske. Det er sådan, jeg har lært at skille tingene ad. 

Men: Åkanden er et habitat, men også en organisme, ligesom jeg er en organisme, men også et habitat for mider, orme, svampearter, lus og bakterier, ønskværdigt og uvelkomment liv som lever i mig, med mig og af mig. Frøen er et dyr, men også et habitat for visse parasitter. 

Det er menneskeligt at kategorisere, betegne, drage skel. 
Frøen er et dyr, fordi jeg er et menneske. 

Kan man sige: kun i menneskeriget findes der dyr? 

*

Jeg prøver at tænke mig biosfæren som et samfund, en verden med mulighed for biologisk medborgerskab. Det er svært. Et samfund, som jeg kan forstå det, bygger på en gennemskuelig kontrakt mellem individ og fællesskab. På rettigheder, frihed og pligter. Det gør et økosystem ikke. 

Bænken under mig er varm af sol. Frøerne har glemt mig, de synger. Det lyder som en høj, våd knurren. Først var der én, nu flere, nu er de mange, en larm som kupler sig op over søen. Så lyder en mandsstemme, sært flad under kuplen af sang, et midaldrende par træder ud på stien. Frøerne forstummer. Parret taler dæmpet, som man gør i en skov, i en kirke, men hører alligevel ikke, at de spreder tavshed, hvor de går. 

Jeg tror ikke, at vi kan give naturen en stemme. Jeg tror ikke, at det er det, vi skal. Hvem skulle i givet fald have den – fnatmiden, skoven, frøen?

I et essay i Harper’s Bazaar skriver digteren Alexis Pauline Gumbs om de langluffede grindehvaler, som for nylig strandede på Australiens vestkyst. Formationen af blanke kroppe dannede et hjerte. Hun ser det som et budskab fra hvalerne, koreografi. Og spækhuggerne ud for den Iberiske halvø, skriver hun, har lært sig at sænke de superriges yachter. Jeg ser det for mig, spækhuggerne der går til angreb, rustet med deres styrke og åbenbart også med en skarp, kritisk indsigt i de globale økonomiske udbytningsforhold. Hvad synger de? Vi som er kommet af dybet / brødre af kval uden mål / hærdes i kampen mod krybet / bliver som klinger af stål. 

Det er grumt at tænke på, men også underligt tilfredsstillende, betryggende, måske, fordi det fastholder vi mennesker i Vesten i en rolle, vi kender. Det lindrer en del af ubehaget ved vores fundamentale, etiske problem. Der er en aflad i selve tanken om naturens retfærdige hævn, den brænder, men den lutrer, og smerten og skammen og røgen fordølger, at når vi anskuer verden sådan, gør vi, som vi plejer. Vi sætter os selv i centrum. Vi ser spækhuggerne i vores billede. 

Den stemme, vi giver den, er vores. 
At give stemme er ikke nødvendigvis at afgive plads og magt.  

*

I vores del af verden er stemme, moralsk status og individ uløseligt forbundet. Gennem en stor del af historien har fremskridt været lig med bedre individuelle rettigheder og muligheder, større individuel frihed. Samfundets mindste enhed er individet. 

Vores lov siger: Den personlige frihed er ukrænkelig. 

Økosystemernes lov siger noget andet. 

Naturen har allerede en stemme. Den taler systemernes store, umenneskelige sprog. Den siger: 

Intet individ er ukrænkeligt. 

Om rettigheder og pligter siger den: 
Alle organismer har ret og pligt til at leve i forlængelse af andre organismer. Ret og pligt til at jage og blive jaget, snylte og blive snyltet på, nære liv med liv og dø for flokken, sammenhængen, balancen. 

Om frihed siger den: 
Alle organismer er fri til at samvirke med andre organismer. 

Naturens mindste enhed er ikke individet. 

Det biologiske samfund er ikke og kan ikke være
et demokrati. 

Ifølge økocentriske tænkere som Leopold må individers moralske status ses i relation til de økosystemer, de indgår i. Økocentrikerne tilskriver økosystemerne i sig selv moralsk status. 

Tanken vender op og ned på det meste af den etik, jeg er kulturelt oplært i. Humanismen duer indlysende nok ikke. Biblens bud om ikke at slå ihjel lyder probiotisk, men er anti-økologisk for du skal slå ihjel. Ikke for meget og ikke for lidt, men du skal. Skoven skal brænde, ulven skal nedlægge hjorten, frøet skal spises. Løven skal ikke ligge hos lammet, det bliver noget rod, systemet er helligt, forbundetheden er hellig, individet er ikke, dræbere skal dræbe, snyltere skal snylte, men jeg skal eddermame ikke have fnat. 

Jeg har skrevet mig op i en krog. På vej hjem med Kombardo-bussen gennem Skåne skriver jeg til Bjarke. Han hedder ikke rigtig Bjarke, og vi blev aldrig rigtige kærester, men vi blev forbundet. Senere, da jeg valgte kunsten og ordene, valgte han håndværket. Nu er han chef for tekniske anlæg og håndværksarbejde på en stor institution med flere bygninger, og vi bor på samme gade i byen. 

Han kommer direkte fra arbejde, slår sig ned på min altan i firma-T-shirten, de slidblege bukser, blikket støvet af et frustrerende møde, han lige skal have hovedet ud af.  

Jeg siger: De ideologier jeg har lært at tænke med, de verdenssyn jeg har til rådighed, passer ikke til en verden uden mennesket i centrum. Hvis grundprincippet skal være, at alt levende har moralsk status, eller altså, hvis økosystemerne skal have moralsk status og alle arter skal være lige for så vidt, at de skal sikres ret til at indgå i økosystemerne på deres foretrukne præmisser, så ved jeg fandeme ikke, hvordan individet samtidig også skal have moralsk status, altså jeg kan ikke forfægte det ene uden at anfægte det andet, jeg kan ikke få greb om etikken, jeg kan ikke fortælle den her historie uden at fortælle mig selv ud af den.

Han ser problemet og nikker, griner lydløst, stadig den samme brutale nysgerrighed, med årene afstemt af en vis ømhed over for verden. Hvis målet er balance, skal en del af den globale menneskebestand slås ned, det er indlysende nok, og det giver jo bedst mening at sætte ind der, hvor overforbruget af systemernes ressourcer er størst. Farvel til os i Vesten. Men så ryster han tanken af sig, gider ikke stå oppe i krogen og vride hænder, flytter lidt på benene, og med en mild fjernhed i blikket, som plejer at betyde, at jeg har forvildet mig for langt ud i det mere abstrakt fængslende end egentlig interessante, siger han: 

Jeg er begyndt at lave flere anlæg, hvor der går får. 
Jeg planter flere træer. 
Vi er nok fucked, siger han, og læner nakken tilbage mod altanens grå smedejern. 

Men vi må jo arbejde med det. 

Han har ret. Verden forandrer sig ikke fra teori til praksis, men omvendt. Fra praksis til fortælling. Fra hånd til hånd. Han får mig til at tænke på de mennesker, som frivilligt inficerer sig med indvoldsorm, og forskningsforsøgene som peger på, at ormene kan have en gavnlig effekt på autoimmune sygdomme. Ormebehandlingen er det sidste nye inden for den probiotiske vending, som også tæller indtagelsen af gavnlige bakterier i yoghurt, flagermus i stedet for sprøjtegift i frugttræerne og genvildning af skovområder ved hjælp af for eksempel ulve: en mangegrenet bevægelse som drives frem af et grundprincip om, at liv samarbejder med liv.  

Liv samarbejder med liv. Den tanke er god. Den rummer handlemuligheder. Forandringspotentiale. Den kan omsættes i praksis på alle niveauer fra altankassen til landbruget.

*

Men er det samarbejde, spørger Ditte med det tænksomt-skeptiske drag om munden, jeg har kendt, siden vi begge to var børn. Hun har vendt stolen væk fra spisebordet, så vi kan sludre ansigt til ansigt, mens jeg blander salaten. Ditte er bygningsingeniør og leder en del af de udgravninger til kanaler, bygninger og infrastruktur, som foregår i København. Hun fortæller om engang, hun havde et projekt ude i lufthavnen, et sted hvor der levede nogle frøer. Før gravearbejdet gik i gang, byggede de et frødige, så padderne ikke led nød. På en anden byggeplads lavede de et anlæg, som ledte frøerne væk fra de store maskiner. Og det er jo godt, siger hun. Men er det samarbejde? 

På en måde er det for nemt, romantisk, næsten, at tale om samarbejde med andre arter. Samarbejde kræver samtænkning. Fælles forståelse og mål. Men måske er det ikke så vigtigt. Det er menneskeligt at kategorisere, drage skel. Måske er forbindelsen vigtigere. Vi kan ikke blive borgere i det biologiske samfund, men vi kan arbejde med det. Forstå os selv som forbundne. Hvordan vi er forbundet. Hvordan frøerne lever. Hvordan man bygger et frødige. 

*

Først senere – Ditte er taget hjem, og jeg stener over opvasken – slår det mig, og jeg griner. Så fik frøerne alligevel det sidste ord.