Fortællinger om vand - Malte Tellerup

Fortællinger om vand

Af Malte Tellerup

Min tale her vil starte med min interesse for forurening og et mørkt kapitel om dårlig omgang med vand for så at bevæge sig gennem tre forskellige korte historier om omgang med vand der har inspireret mig, og som jeg tænker kan tjene som inspiration for jer til at tænke over jeres egne gode historier om vand, og hvordan man kan bruge og ”beholde” vand med respekt.

Udgangspunkt er altså researchen til min nyligt udgivne bog Spræng Fabrikken. Bogen er et fiktivt sabotageangreb på sprøjtegiftfabrikken Cheminova i Vestjylland. Fabrikken har siden 1953 ligget på Rønland syd for Thyborøn lige mellem Limfjorden mod øst og Vesterhavet mod vest. Dette gør fabrikken af flere grunde og en af dem hedder ”udvaskning.”

Cheminova er symptomatisk for det boom i velstand og industriel produktion der kom til Danmark i efterkrigstiden og som tog fart særligt i 60’erne. En stor dimension af dette boom var udviklingen af ny kemi, der gav mulighed for at styre naturen og miljøet på helt nye måder. Sprøjtegift alene ledte til en kæmpe forandring for hvordan dansk landbrug så ud, nye muligheder opstod, men med mulighederne fulgte også en ny slags affald, som man i meget ringe grad kendte miljøkonsekvenserne af.

For at opridse en lang historie kort er det sådan at den nyere danske forureningshistorie kredser om det centrale ord jeg allerede har nævnt, udvaskning. Man troede på, at vand renser alt, og i de tidlige år ledte man spildevand, kemiaffald og andet affald fra industriproduktionen direkte ud i åer og vandløb. Det var først da Ekstra Bladet bragte en forside af et helt rødt åløb forurenet af griseblod fra et nærliggende slagteri, at den almene befolkning så problemet.

Herfra søgte man mod større vande, og tænkte at det var volumenen der var problemet, man ledte vandet ud i søer, fjorde og havet i stedet. Cheminova ligger derfor hvor det gør, fordi man i mange år ledte spildevand direkte ud i fjorden, samt deponerede flydende kemiaffald ved at læsse det af på stranden i tønder og tømme tønderne direkte ud i havet.

Affaldet vaskede ud og blæste så ind på stranden igen, og for at holde det kort: Det forsvandt ikke.

Der er et syret klip fra DR’s arkiv omkring 1980’erne med en sommerhusejer ved Vesterhavet, der siger at nok lugter man lidt mærkeligt på huden når man har været i havet, men så går man jo bare hjem og tager et brusebad bagefter.

Dette ledte til at affaldet blev ledt ud på åbent hav med lange rør under havet, for at undgå at det ramte strandene. Men stadig med tanken om at havet vasker giften væk. Havet slugter affaldet.

OG det er så det vi sidder i dag og kan se så tydeligt, at dette har ikke været sandt. Vi kan se på dette kapitel af vores egen historie og se hvor skødesløst vi har behandlet vores vand, hvordan vi har taget dets renhed for givet.

Vi har ikke kendt den kemi vi lærte at skabe, og derfor heller forstået dets affald. Det gør vi bedre i dag og vi ser hvordan kemisk affald, ja det meste af vores uorganiske affald recirkuleres af vandet og fordeles, det forsvinder ikke. OG hvad gør vi ved det?

Vi skal vise vandet den respekt det fortjener, og vi skal glemme tanken om udvaskning. Hvad vi har lært, eller skal til at lære i en forbandet fart, er at jordens vand er ét stort kredsløb og hælder vi gift ud i den ene ende, så vil det sprede sig og vende tilbage til os selv før eller siden.

Vi skal altså gøre noget andet, når vi bruger, omdirigerer og inddæmmer vand. For vil vi forsat have brug for vand. Ligesom vi vil have brug for at vende tilbage til at respektere vandet og dets eget løb, for eksempel, gensno åløb, åbne nedgravede åer, genskabe afvandede søer og vådområder, så er vi afhængigt af at omdirigere, opmagasinere og sortere det vand vi skal leve af, og det spildevand vores liv udleder.

Jeg tænkte derfor, at resten af mit oplæg til den videre snak skulle drejes over med det positive, fordi jeg gerne vil derhen hvor vi kan snakke om gode måder at håndtere vand og opbevare det på. Kritik er ”nemt,” opbyggelighed langt mere omfattende. Så her følger tre korte historier der skal tjene som eksempler for, at I kan tænke og tale med hinanden om jeres bud på gode historier med vand.

Den første handler om en italiensk professor i biologi der besluttede at blive bonde omkring 2005, han købte en forvildet frugtplantage og et nedlagt landbrug tæt på sin barndomslandsby og begyndte at istandsætte og genpleje træerne. Som tilføjelse til frugtplantagen igangsatte en han grønsagsproduktion og domesticerede skovens planter og blev for eksempel hurtigt berømt for at dyrke vilde asparges på sine marker. Han var med andre ord dygtig og virksom og kom ud over stepperne. Hans grund strakte sig ned ad en bjergside og fordelte sig over tre plateauer med dertilhørende skråninger, det hele lå direkte under en bjerglandsby, hvorfra hans naboer altså kunne følge med i hans arbejde, og da arbejdet var ihærdigt og meget, og da landsbyboere følger med i hinandens liv, så fulgte man med med stor interesse.

Vi er et sted syd for Rom hvor somrene kan blive meget varme og tørre og hvor efteråret, også qua bjergformationerne ofte rummer voldsom styrtregn med mudder- og stenskred til følge. Desuden er der en konspiratorisk side af historien, nemlig at den statslige vandforsyning ikke ligefrem var fordelt demokratisk men snarere efter rigdom, og man oplevede tit i landsbyen at man i de tørre perioder ikke havde nok rindende vand, mens rigmænd og betydningsfulde landmænd drak og vandede lystigt. Den italienske biolog besluttede derfor at få sit eget vand.

Til det midterste plateau hyrede han en gravemaskine og gravede et stort hul. Arbejdet var omfattende og man så med fra landsbyen og morede sig over den dumhed som den virksomme biolog arbejdede sig frem med, tænk at spilde så mange kræfter og penge på at grave et hul, der var sikkert fordi han havde været på universitetet, at han var blevet så dum.

Da hullet var stort nok dækkede han det med en vandtæt plastikmembran.

Allerede ved efterårets første styrtregn fyldtes søen med vand, og inden foråret var den helt fyldt. Da sommerens varme så begyndte at udfordre andre bønder og landsbyens beboere, der igen ikke kunne tappe vand fra hanen, da vandede biologen omhyggeligt sine afgrøder og den hån der havde været over, at han gjorde noget så dumt, vendte sig til en bitterhed over, at han var så egoistisk at holde alt det vand for sig selv.

Den næste historie er ganske anderledes, den handler om en ung ven jeg har, der er homoseksuel og sprang ud tidligt i sin ungdom med et ekspressivt og meget feminint udtryk. Hans familie boede i den mindre by XXX og det var en udsat ungdomstilværelse med mange trusler, hån og desværre også slag, men værre var at de normative voksne i byen var rundet af byens stærke religiøse fællesskaber. I XXX ligger et antal religiøse bevægelser og troen er så at sige stærk i byen. I sin egen familie og blandt andre af byens voksne fandt min ven misbilligelse, tavshed og udskamning på en måde der gjorde tilværelsen rigtigt hård og ensom.

Men i min vens familie var der en onkel. Familien var stor og onklen perifer for vennens forældre, ikke mindst fordi han var underlig. Han var tålt men aldrig mere end det i den samlede familie, for han var underlig. Onklen boede på en nedlagt gård lidt uden for byen og havde da min ven oplevede denne ungdoms udsathed gjort dette i mange år. I disse år havde han dyrket sin grund lystigt som selvforsynende have og i blandt hans bede var en større samling af badekar han havde skaffet sig over årene. Onklen havde besluttet at disse badekar opstillet på grunden var til dyrkning af agurker.

Agurker består af 96% vand.

Min ven begyndte at cykle ud af byen for at besøge sin onkel. Han cyklede derud for midt i sin ungdoms udsathed for at komme væk fra byen XXX, men også fordi han hos onklen mærkede en anden varme og omsorg end nogen andre steder i sit miljø. Onklen tog imod ham, lod ham være ham og var samtidig sig selv. Min ven og onklen fandt som man siger let den samme bølgelængde. Det blev sådan at de gik i haven sammen og onklen fandt altid en frisk agurk at give til min ven, som han kunne spise mens han var der, og onklen plukkede flere agurker som min ven så bragte med hjem til resten af familien, når han cyklede fra onklens gård. Det blev et holdepunkt og en rolig vejrtrækning i en udsat tilværelse. Og derfor lærte min ven at forbinde omsorg og åbenhed med at dyrke agurker i badekar.

Den tredje og sidste historie foregår i Rumænien i 2009. Her besøgte jeg min rumænske ven Alexandrus familie. Vi kørte fra Danmark til en mellemstor dallandsby i den rumænske provins Transsylvanien, hvor Alexandru var født, og hvor hans forældre havde boet siden det kommunistiske styre engang i midten af 70’erne havde relokeret dem (Ceauseșcu udviklede et såkaldt ”systematiseringsprogram” til at udflytte og omfordele populationen på landet, som man havde relativt lidt succes med) til et af Rumæniens yderområder.

Man flyttede folk og dumpede dem ned et nyt sted. Faren som brandmand og moren som bestyrer af vandværket.

I 2009 var kommunismen langt væk og Rumænien et på mange måde forarmet land, hvor pengene var små. Brandstationen var for længst lukket og faren var som mange andre af byens mænd og kvinder konstant på jagt efter arbejde og penge til dagen og vejen.

Men ikke vandværket.

Og det var derfor med en helt særlig aura af stolthed, da Alexandrus mor viste os væk fra landsbyen og op ad bjerget og ind gennem skov for at vise sit vandværk frem. Hun bar nøglen om halsen, låste os ind og viste med stolthed rundt i vandværkets få rum. Hun viste os hvordan hun tog prøver af vandet for at sikre dets renhed, og fortalte med samme stolthed, at det nu i snart fyrre år havde været hendes opgave at sikre rent vand til landsbyen, og at hun var den eneste der havde en nøgle til vandværket.

Og med de tre fortællinger i baghovedet vil jeg bede jer tænke over, hvordan opbevarer og bruger man vand med respekt?