'Vild vækst' af Chiara Vacirca, Francesco Quarta Colosso og Stefania Barca

Af Tina
22.08.23
Her kan du læse teksten '‘Vild vækst som helbredelse gennem omsorg. Indre vækst for en global modvækst’', der er skrevet af kurator og sociolog Chiara Vacirca (IT), seniorlektor Stefania Barca (IT) & kurator Francesco Quarta Colosso. Teksten er skrevet som et oplæg til symposiet 'Vild vækst - ORD', der afslutter forløbet De litterære folkehøringer med et arrangement d. 26. august - og giver et indblik i den aktuelle tænkning på klimaområdet internationalt. Scroll down for English version.

Vild vækst som helbredelse gennem omsorg. Indre vækst for en global modvækst.

Vi vælger dette rum som et laboratorium, et rum for kollektiv fantasi og spekulativ tænkning, hvor vi vil forsøge at væve en dialog mellem to sfærer af vores liv, to videnproduktionssystemer, to former knyttet til den samme forskning, sammen. Vi væver dem sammen for at overvinde de standardiserede og dikotomiske måder at fortolke kompleksiteten af den globale økologiske krise på, som dermed giver rummet, bestående af kroppe, legemliggjorte liv, historier og lyde, mulighed for at begive sig ud på en litterær rejse, der udforsker flerarters ontologier, skovkosmogonier, landområder, der taler om Jorden, samt sociale kræfter, der med deres rodfæstede magt giver en mulighed for at gentænke økologien, livets reproduktion, mulighederne og grænserne for dette store biofysiske kompleks, der er vores planet, besjælet af historier, ånder, foranderligt vibrerende materialitet.

Det, vi tilbyder, er situeret viden. Historierne i vores biografier er gennemvædede af en holdning, der er både personlig og politisk. Uden nogen reduktionisme eller hensigt om kulturel appropriation ønsker vi ved denne lejlighed at udvide stoffet af vores erfaringer og omdanne den til en situeret praksis for at danne fællesskab og vidensreproduktion.

Vi nærmer os dette forsøg ved,  først og fremmest, at problematisere de to ord, der findes i dette symposiums titel, ‘vild vækst’, og forsøger at udfordre et dominerende perspektiv af disse begreber til fordel for en alternativ læsning.

Vækst, hvilken vækst?

Den vestlig kapitalismes sekulære historie har vænnet os til en tvungen produktivistisk fortolkning af begrebet vækst. Fra enhver vinkel, man ser på det,  er det altid en vækst bygget på dominans, patriarkalsk beherskelse, vold og overmagt over de magtesløse og usynliggørelse af alle de kræfter, der i produktivitetens marginer reproducerer menneskeheden og det biofysiske miljø, der gør selve livssystemet muligt.

Disse reproduktive kræfter af menneskelig og ikke-menneskelig karakter holder verden i live, og alligevel forbliver deres arbejde usynligt og uanerkendt, selv i analysen af den globale økologiske krise. Vi mener, at det også er den viden, den litterære værdi, der tilbydes af så mange af disse praksisser, der omsættes i reproduktivt arbejde, der er usynlig.

I denne sammenhæng tilbyder vi en anden opfattelse af vækst, centreret omkring omsorg, i en mere-end-feministisk-læsning; omsorg i udøvelse af 'jordpleje', reproduktion af miljøet eller "arbejde med at gøre den ikke-menneskelige natur egnet til menneskelig reproduktion, samtidig med at den beskyttes mod udnyttelse og sikres betingelser for selve naturens regenerering, til de nuværende behov og fremtidige generationer” (Barca, 2020, s.32).

Dette symbiotiske arbejde nedbryder også den mainstream idé om det ‘vilde’, der ofte får os til at tænke, at alt, hvad der forbliver uberørt og usmittet af menneskehånd, er vildt. Endnu en adskillelsesakt. En anden kontrolhandling: overvej, hvor mange naturbeskyttelsespolitikker, der er anledninger til ekspropriation, udelukkelse og udvisning af indfødte samfund og oprindelige folk, der netop er de menneskelige kræfter, vogtere og 'jordplejere' af disse specifikke miljøer, økosystemer og biodiversitet.

Altså, mens vi tænker på disse reproduktive kræfter som et politisk emne for omsorg; ved siden af denne logik, etik og politik for omsorg (care), kommer en anden dimension af ikke-intellektuel, ikke altid rationel, viden til syne, den af helbredelse (cure)-

Helbredelse i omsorg. (Curing in caring)

Vild vækst som helbredelse i omsorg. Indre vækst for en global modvækst.

Den handling, vi vælger, er sang.

Vi har modtaget disse sange uopfordret som en kanal for omsorg, helbredelse og viden, fra en familie af Huni Kuin, et oprindeligt folk fra den brasilianske Amazonas.

Amazonas-kulturen taler til os om en åndelig materialisme, hvor menneskelige og ikke-menneskelige, besjælede og ikke-besjælede subjekter, er ladet med en konkret symbolsk energi, fyldt med materialitet, ikke adskilt fra livet, men fuldt indlejret i de vitale processer; kræfter i stand til at omdanne visioner til virkelighedsformer. Handlingen (at synge) legemliggør således denne mulighed, som det indfødte musikalske og litterære repertoire tilbyder, som et kunstnerisk instrument og socialt redskab til at bryde igennem kapitalistisk adskillelse, og som tilbyder muligheder for helbredelse i omsorg (Lagrou, 2018; 2019).

De oprindelige sange, vi synger sammen med jer, tilbyder en litterær form, der kan skabe en transformerende, ikke-dikotomisk forbindelse i forholdet mellem os og miljøet, os og skovens ånder (Yuxibu), baseret på værdien af helbredelse i omsorg, muligheden for at trænge ind i os selv og andetheden, i os og i naturens transformative kræfter, naturens videnskab (ciencia da natureza) som i sig selv indeholder fortryllelse, muligheden for at genforbinde og gøre alle de synlige og usynlige relationelle former fælles, der flygter og modstår enhver form for dominans og mestring.

Sangen (Cantare) guider visionen, faciliterer transformation; vi inviterer dig derfor til at blive fortryllet (encantare) sammen med os, som en jiboia der i skoven skifter sin hud, knuser vores overbevisninger, giver os nye øjne, nye former for at genfortrylle verden (Federici, 2017).

 - Chiara Vacirca, Francesco Quarta Colosso sammen med Stefania Barca

Jiboia Encantada

O jiboina  jiboia encantada

La na foresta jiboia se encanto,

jiboia se transforno

Este terrero raremuka yuxibu , com sua cura vem nos cura ,

hawan shina shabawa

La na foresta minha forca vou chama, shururuma vem o rapé,

nixi pae e meu paje 

So alegria meus iramaos vamos canta

 Este terero encantada jiboia, 

pinu huya keneya

 

Fortryllede Slange

Åh jiboina, den fortryllede slange,

Der i skoven blev slangen fortryllet,

slangen transformerede sig.

Denne hellige jord, raremuka yuxibu, med din heling, helbreder os,

hawan shina shabawa.

Der i skoven vil jeg kalde min styrke, shururuma, rapé kommer,

nixi pae er min shaman.

Kun glæde, mine brødre, lad os synge.

Dette fortryllede land med slangen,

pinu huya keneya.

 

A voz de Yuxibu

eu venho da floresta 

traga voz da yuxibu 

ciencia da natureza 

kene mana ibu        

        

Voa voa gaviao 

vem curando tudo mal 

irapuru e beija flor 

traga brilho do astral  

 

Stemmen fra Yuxibu

Jeg kommer fra skoven,

Bringer stemmen fra yuxibu,

Naturens videnskab,

kene mana ibu.

 

Voa voa gaviao (Flyv, flyv, høg)

Kommer og healer alt ondt,

irapuru og kolibri,

bringer glans fra stjernerne.

 

Litteratur:

Barca, Stefania, 2020, Forces Of Reproduction: Notes For A Counter-Hegemonic Anthropocene (Elements In Environmental Humanities). Cambri (Federici, 2017): Cambridge University Press. 

Consigliere, Stefania, 2020, Favole Del Reincanto. Molteplicità, Immaginario, Rivoluzione, Derive Approdi.

Federici, Silvia, 2018, Reincantare il Mondo, Ombre Corte.

Lagrou Elsje, 2018, Anaconda-Becoming: Huni Kuin Image-Songs, An Amerindian Relational Aesthetics, Horizontes Antropológicos, Vol. 51, Pp. 17-49.

Lagrou Elsje, 2019, Learning To See in Western In Western Amazonia, Social Analysis, Vol. 63, Pp. 24-44.

Oversat af Agnete Shepelern, Jon Auring Grimm, Daniel Rastén & Ditte Marie Nesdam-Madsen.

 

English:

Wild growth as curing in caring. Inner growth for a global degrowth.

We choose this space as a testing ground, an arena for collective imagination and speculative thought, in which we attempt to stitch together a dialogue between two spheres of our lives, two knowledge production systems, and two forms of the same research. This stitching aims to overcome the standardised and dichotomous ways of interpreting the complexity of the global ecological crisis, which allows the space, filled with bodies, embodied lives, stories, and sounds, to embark on a literary journey exploring multi-species ontologies, forest cosmogonies, lands speaking of the Earth, and social forces. These deeply rooted forces offer a chance to rethink ecology, life reproduction, and the possibilities and constraints of this vast biophysical complex that is our planet, animated by stories, spirits, and vibrant materials of transformation.

What we offer is situated knowledge. The stories in our biographies are soaked with a position that is both personal and political. Without any reductionism or intent of cultural appropriation, we wish, on this occasion, to expand the fabric of our experience and transform it into a situated practice of commoning and knowledge reproduction.

We approach this exercise by, first and foremost, problematising the two words offered by the title of this symposium, ’wild growth’, aiming to challenge the dominant interpretation of these concepts in favour of an alternative reading.

Growth, which growth?

The secular history of Western capitalism has accustomed us to a necessarily productive interpretation of growth. From any angle you look at it, it always pertains to growth built on dominance, patriarchal mastery, violence, and the overpowering of the lesser. It makes all those forces invisible that, on the margins of productivity, reproduce humanity and the biophysical environment that enables the very system of life.

These forces of both human and non-human reproduction keep the world alive, yet their work remains unseen and misunderstood, even in the analysis of the global ecological crisis. We believe that this knowledge, the literary value offered by many of these practices that translate into reproductive work, has also been made invisible.

In this context, we offer another conception of growth, centred on care, in a more-than-feminist reading; care in the practice of ’earthcare’, the reproduction of the environment, or ”the work of making non-human nature suitable for human reproduction, whilst protecting it from exploitation and ensuring conditions for the regeneration of nature itself, for the needs of current and future generations” (Barca, 2020).

This symbiotic work also breaks down the mainstream idea of ’wild’, which often leads us to think of it (‘wild’)  as everything left untouched and uncontaminated by human hand. Yet another act of separation. Another act of control: consider how many nature conservation policies are occasions for expropriation, exclusion, and expulsion of native communities and indigenous peoples. These are the very human forces, guardians and ’earthcarers’ of those specific environments, ecosystems, and biodiversity.

Thus, as we think of these reproductive forces as a political subject of care, alongside this logic, ethics, and politics of caring, another dimension of non-intellectual, not always rational knowledge comes forward: that of curing.

Curing in caring.

Wild growth as curing in caring. Inner growth for a global degrowth.

The action we choose is singing.

We received these songs from a family of Huni Kuin, an Indigenous people of the Brazilian Amazon; these songs came without asking, as a channel of care, cure and knowledge.

Amazonian culture speaks to us of a spiritual materialism where both human and non-human subjects, animate and inanimate, are imbued with a concrete symbolic energy, soaked in materiality, not disconnected from life but fully inserted in the vital process, forces capable of transforming visions into forms of reality. Thus, the action embodies this possibility offered by the indigenous musical and literary repertoire, as an artistic instrument and social device to break through capitalist separation, offering possibilities of curing in caring. (Lagrou, 2018; 2019)

The indigenous songs we share with you, in our view, represent a literary form capable of generating a transformative and non-dichotomous connection in the relationship between us and the environment, us and the spirits of the forest (Yuxibu), based on the value of caring in curing, the possibility of entering within ourselves and the otherness, in us and in the transformative forces of nature, a science of nature (ciencia da natureza) that holds within it enchantment, the possibility of reconnecting and communally creating all those visible and invisible relational forms that flee and resist any form of dominance and mastery.

Singing guides the vision, facilitates transformation; we invite you then to be enchanted with us, like a jiboia in the forest that sheds its skin, constricts our beliefs, brings us new eyes, new forms to re-enchant the world (Federici, 2017).

- Chiara Vacirca, Francesco Quarta Colosso with Stefania Barca

Jiboia Encantada

O jiboina  jiboia encantada

La na foresta jiboia se encanto,

jiboia se transforno

Este terrero raremuka yuxibu , com sua cura vem nos cura ,

hawan shina shabawa

La na foresta minha forca vou chama, shururuma vem o rapé,

nixi pae e meu paje 

So alegria meus iramaos vamos canta

 Este terero encantada jiboia, 

pinu huya keneya

 

A voz de Yuxibu

eu venho da floresta 

traga voz da yuxibu 

ciencia da natureza 

kene mana ibu        

        

Voa voa gaviao 

vem curando tudo mal 

irapuru e beija flor 

traga brilho do astral  

 

Literature:

Barca, Stefania, 2020, Forces oOf Reproduction: Notes For A Counter-Hegemonic Anthropocene (Elements In Environmental Humanities). Cambri(Federici, 201dge: Cambridge University Press. 

Consigliere, Stefania, 2020, Favole Del Reincanto. Molteplicità, Immaginario, Rivoluzione, DeriveApprodi.

Federici, Silvia, 2018, Reincantare il Mondo, Ombre Corte.

Lagrou Elsje, 2018, Anaconda-Becoming: Huni Kuin Image-Songs, An Amerindian Relational Aesthetics, Horizontes Antropológicos, Vol. 51, Pp. 17-49.

Lagrou Elsje, 2019, Learning tTo See in WesternIn Western Amazonia, Social Analysis, Vol. 63, Pp. 24-44.

Italiensk:

Scegliamo questo spazio come uno spazio di prova, uno spazio di immaginazione collettiva e di pensiero speculativo in cui tentare l’occasione di cucire un dialogo fra due sfere delle nostre vite, due sistemi di produzione di conoscenza, due forme della stessa ricerca. Questa cucitura avviene nell’intento di superare quelle forme standardizzate e dicotomiche di leggere la complessità della crisi ecologica che ci attraversa globalmente e così permettere a questo spazio, fatto di corpi, di vite incarnate, di storie e di suoni, l’opportunità di intraprendere un viaggio letterario alla scoperta di ontologie multispecie, di cosmogonie della foresta, di terre che parlano della Terra, di forze sociali che con la loro forza radicata offrono un’opportunità di ripensare l’ecologia, la riproduzione della vita, le possibilità e i vincoli di questo grande complesso biofisico che è il nostro pianeta, animato di storie, spiriti, materie vibranti della trasformazione.

Quello che offriamo è un sapere situato, le storie contenute nelle nostre biografie sono intrise di un posizionamento che è personale e politico e che senza riduzionismo né volontà di appropriazione culturale, vuole in questa occasione allargare la maglia della propria esperienza e trasformarla in una pratica posizionata di commoning e di riproduzione di questo sapere.

Tentiamo questo esercizio prima di tutto problematizzando le due parole offerte dal titolo di questo simposio, wild growth, provando a mettere in crisi una visione egemonica di questi concetti a favore di una lettura alternativa.

Crescita, quale crescita?

La storia secolarizzata del capitalismo occidentale ci ha abituati ad un’interpretazione obbligatoriamente produttivista della crescita: da qualsiasi angolazione la si guardi, sempre si tratta di una crescita costruita sul dominio, sulla padronanza patriarcale, sulla violenza e la sopraffazione del minore, e l’invisibilizzazione di tutte quelle forze che a margine della produttività, riproducono l’umanità e l’ambiente biofisico che rende possibile il sistema stesso del vivente.

Queste forze di riproduzione umana e non umana tengono in vita il mondo eppure il loro lavoro rimane invisibile e misconosciuto anche nell’analisi della crisi ecologica globale. Crediamo che reso invisibile sia anche il sapere, il valore letterario offerto da tante di queste pratiche che si traducono in lavoro riproduttivo.

Offriamo in questo senso un’altra accezione della crescita, che vede nella cura i suoi termini e le sue rivendicazione, in una lettura more-than-feminist; cura nella pratica di earthcare, la riproduzione dell’ambiente ovvero “il lavoro di rendere la natura non umana idonea alla riproduzione umana, proteggendola al contempo dallo sfruttamento e assicurando le condizioni per la rigenerazione della natura stessa, per i bisogni delle generazioni presenti e future” (Barca, 2020)

Questo lavoro simbiotico scompone anche quella idea mainstream di wild che spesso ci porta a pensare che sia wild tutto ciò che rimane intoccato e incontaminato dalla mano umano. Ancora un atto di separazione. Ancora un atto di controllo: basti pensare a quante politiche di nature conservation sono occasione di esproprio, di esclusione e di espulsione di comunità originarie e di popoli indigeni, esattamente le forze umane custodi e earthcarer di quei specifici ambienti, ecosistemi e biodiversità.

E così, mentre pensiamo a queste forze di riproduzione come un soggetto politico della cura; accanto a questa logica, etica e politica della cura (care), si fa avanti un’altra dimensione di conoscenza non intellettuale, non sempre razionale, quella della cura (cure).

Curing in caring. 

Wild growth as curing in caring. Inner growth for a global degrowth

L’azione che noi scegliamo è il canto. 

Abbiamo avuto modo di ricevere queste canzoni, arrivate senza chiedere, come canale di cura e di conoscenza da una famiglia di Huni Kuin, popolo indigeno dell’Amazzonia brasiliana.

La cultura amazzonica ci parla di un materialismo spirituale in cui i soggetti umani e non umani, animati e non animati si caricano di una energia simbolica concreta, intrisa di materialità, non disconnessa dalla vita ma pienamente inserita nel processo vitale, forze in grado di trasformare visioni in forme di realtà. L’azione rappresenta quindi questa possibilità offerta dal repertorio musicale e letterario indigeno, come strumento artistico e dispositivo sociale con cui dirompere nella separazione capitalista, offrendo possibilità di cura nella cura. (LAGROU, 2018; 2019)

Le canzoni indigene di cui perpetuiamo la condivisione rappresentano secondo noi una forma letteraria in grado di generare una connessione trasformativa e non-dicotomica nella relazione fra noi e l’ambiente, noi e gli spiriti della foresta (Yuxibu), basata sul valore di cura nella cura, la possibilità di entrare in noi e nell’alterità, in noi e nelle forze trasformative della natura, una scienza della natura (ciencia da natureza) che contiene in sé l’incanto, la possibilità di riconnettere e fare in comune tutte quelle forme relazionali visibili e invisibili che fuggono e resistono a qualsiasi forma di dominio e padronanza.

Il canto guida la visione, favorisce la trasformazione, vi invitiamo allora a incantarvi insieme a noi, come una jiboia che nella foresta cambia pelle, stritola le nostre convizioni, ci porta occhi nuovi, nuove forme per reincantare il mondo (Federici, 2017).

- Chiara Vacirca, Francesco Quarta Colosso & Stefania Barca