Nu da vi er blevet guder af Rakel Haslund-Gjerrild

“Du bliver nødt til at fjerne æggene, spis dem!” Det er det, folk siger, når jeg fortæller, at en due har lagt æg i den store pæretræspotte på min altan, fjerde sal, København Nordvest. “Der er duer nok i byen, der er muligvis for mange, de er en slags skadedyr, luftens rotter, hvis du lader den blive, vender den bare tilbage næste år, ja frem med vandpistolen ellers kan du få duemider.” Jeg kunne sagtens spise de to små æg, for mig at se er der ingen rationel forskel på de hvide og brune æg, som jeg køber i Brugsen, og disse to duggrå perler, som skimtes under den rugende due. Alligevel har jeg dag efter dag ladet duen blive liggende mod fællesskabets bedre vidende.
    “Nu bør du altså gøre noget ved det.” Min ven er på besøg igen flere uger efter duens indflytning. “Men de er jo næsten udruget, jeg kan da ikke knuse dem nu,”siger jeg og får kvalme bare ved tanken om at spise duefostre. 
    “Så må du koge æggene og smide dem ud,” konkluderer min ven og gnubber mig kærligt lige der i nakken, hvor dilemmaer og tunge beslutninger sidder. Vi ligger halvt i sofaen, jeg læner hovedet bagover og stirrer op mod lejlighedens kridhvide loft. Så skal hun gå. “Det er hårdt at være blevet gud,” griner jeg mat, mens hun tager sko på. 

Dagen efter tager jeg mig sammen. Duen og jeg er ellers kommet til en forståelse, hun farer ikke længere op, når jeg klemmer mig ud på altanen og sætter min kaffe fra mig på klapbordet mindre end 50 cm fra hendes hævdvundne terræn, og jeg finder det for min del dejligt med selskab på altanen, fjerdragtens sagte hvislen når hun forsigtigt rykker på sig. Det kunne jo lige så godt være en rovfugl, der havde taget dem, siger jeg til mig selv og kigger på duen, som ligger så roligt, tillidsfuldt må man sige, hun har endda vænnet sig til at lade mig vande pæretræet, så æggene flyder, mens hun selv tripper rundt i krukken, som én der har fået sine fine lædersko på i regnvejr. Egentlig utroligt at den store sværm af krager i lindekronerne på Hulgårds Plads endnu ikke har opdaget reden, eller også har duen gjort ret i at udruge unger under skyggen af et større rovdyr, der kan skræmme de mindre rovdyr væk. Klogt, men ikke klogt nok, tænker jeg med et stik af medfølelse, for nu er jeg ingen nænsom regn, men en hånd fra himlen.

Øjeblikket efter står jeg i stuen med to æg. De føles så varme, samme temperatur som min hånd. Dunkende. Er det min egen puls som æggenes glatte kalkspejl reflekterer tilbage til mig, eller er det fostrenes? De er ikke køleskabshårde hønsesten, men liv som kan klække hvert øjeblik. 

Skrøbeligt. Mirakuløst. 

Men så lader jeg følelsen fare — var det ærefrygt? — og med hånden strakt foran mig, fuld af en kraft der ikke er min, men livets, går jeg endelig ud i køkkenet til gryden, gasblusset, skraldespanden. Jeg står et øjeblik, æggene i hånden, før jeg lægger dem ned i skærebrættets kantrille og går ud i stuen igen. Bare et øjeblik, siger jeg til mig selv, som jeg sætter mig i sofaen. Så gør du det.

Den almægtiges dirrende hånd. Guddommelig? Jeg føler mig ikke spor magtfuld, hvis dét skulle kendetegne en gud, men det føles heller ikke retvisende at placere menneskearten i samme kategori som andre pattedyr, og jeg kan ikke finde bedre ord for det, vi er blevet, end hvad vi før kaldte gud. Tænk at have et fodaftryk, der hvert minut kvaser 35 fodboldbaner skov, en skygge som kaster plastik overalt, ned i Marianergraven og rundt i alle blodkredsløb, med en ånde så hed at iskapper smelter og en sult så voldsom at vores husdyr, arter fremavlet og skabt af os, udgør den absolutte majoritet af klodens dyreliv. Menneskeguden er en opsvulmet titan og verden et lille bitte dukkehjem af glas.

I det 18. århundrede var det stadig kontroversielt, da Carl von Linné klassificerede menneskeslægten homo som tilhørende klassen pattedyr og i ordenen primater, mens det i dag regnes som et videnskabeligt gennembrud, at man begyndte at definere mennesket som en dyreart. Vi forstår i stigende grad, hvordan alle arter — også os — indgår i gensidige afhængige systemer, som en blandt mange og som del af et større økosystem. Den erkendelse findes implicit i slægtsnavnet homo, et ord som betyder menneske på latin, men som har rødder i ordet for muld og jord, altså humus: At vi ikke er adskilt fra jorden, dyrene, planterne, stenene, havet, luften, men i og af det samme. I samspil med andre og andet afhængig af den jord, som har født os. Og er dét at være afhængig ikke på sin vis det modsatte af at være en gud? 

Men i samme åndedrag som mennesket fik sit videnskabelige artsnavn og blev placeret på den rette kvist i livets store forgrenede træ, blev vi også givet en lille uro i dåbsgave: I de første udgaver af værket Systema Naturæ skrev Linné ingen artsspecifikationer ud for homo, men blot den delfiske maksime Kend dig selv på latin: Nosce te ipsum. I senere versioner af Naturens system blev det til vores specifikke artsnavn sapiens, som betyder den vidende. For hvis vi er noget nyt i klodens biologiske historie, skyldes det ikke kun, at vi omskaber hele planten i vores billede: Engang kvalte iltproducerende blågrønalger også størstedelen af klodens daværende livsformer, som ikke kunne tåle ilt, og skabte derved livsbetingelserne for andre arter som for eksempel os. Nej, det er evnen til at omskabe planeten kombineret med vores viden om, at vi gør det — og at vi derved har en vis frihed til at vælge hvordan — som gør mennesket til noget andet. Men hvad? Kend dig selv, skrev artens navngiver. Var det et slags fyrstespejl eller en gåde, som Linné gav mennesket? Hvem siger du selv, at du er?

Måske er det på tide at finde en ny plads i det taksonomiske system. Jeg ser de biologiske riger for mig: dyre-, svampe-, plante-, bakterie- og så guderiget uden helt at kunne afgøre, hvornår dette nye rige udskilte sig. Hvad definerede overgangen fra fauna til gud? Var det 1937 ved skabelsen af det første kunstige grundstof, eller da vi under anden verdenskrig fik magt til at destruere kloden med en enkelt knap, eller er det evnen til at forlade vores klode og en fremtidig koloniseringen af Mars? Eller internettets kolossale datakoncentration, hvor individet har adgang til, hvad kollektivet tilsammen ved, og som muligvis snart føder en intelligens, som ved mere end det? Formodentlig er vi stadig i færd med at lande i den nye form homo deus, og måske er vi der ikke helt endnu, men det er i den retning, vi går. 

Som jeg sidder i sofaen, æggene på spækbrættet, duen over taget, rammes jeg af sorg over ikke at være et dyr længere, at vi ikke kommer tilbage til en naturtilstand, sådan som verden var før, vi fik evner til at omskabe planeten. At det ikke at handle også er at handle for os nu, at vi kommer til at forme kloden, afgøre levested og størrelse på dyreflokkene, uanset om vi laver reguleringer eller lader stå til. Jorden er blevet vores spejl, og vi afgør, hvad vi vil se. Hvor guder før var guddommelige, fordi de overvandt og betvang naturen, som for eksempel den knap 5000 år gamle halvgud Gilgamesh — en kæmpe i højden med en to meter bred brystkasse, den smukkeste mand i Uruk, kaldet Han der så dybet, som slog skovenes vogter ihjel for at fælde de mægtige cedertræs skove — så er 2020’erne godt nok en anden tid at være gud i. Det føles mere som at være mellemleder i et ministerium, hvor halvdelen af de ansatte er nede med stress, sorte render under øjnene og stadig på kontoret efter klokken 19 med uendelige stabler af regulativer til godkendelse. For eksempel et om duer i bebygget område. 

I det delfiske Apollotempel stod et andet fyndord side om side med Kend dig selv, ét man kunne overveje at sætte som en foreløbig artsspecifikation for arten homo deus. Nemlig: μηδὲν άγαν  — intet til overmål. Alt med måde. Oraklets ord er dybere end bare askese. At være mådeholdende handler om at skabe handlefrihed gennem selvkontrol. At være en gud betyder i grunden, at kampen om overlevelse er forbi, og at der derfor gælder andre regler end den, at man vinder ved størst mulig udbredelse eller udfoldelse. For guder er det næsten omvendt: Det handler om at kunne begrænse sig og ikke udfolde sig i sit fulde potentiale. At frivilligt vige pladsen for andet liv. Den slags guder findes i mange skabelsesmyter, hvor jorden skabes af gudernes egne kroppe, som hinduernes Brahma, den kinesiske Pangu og nordiske Ymer. Hvis ikke guderne begrænser sig selv, skaber de ragnarok. En gud, som rager alt til sig og optager al plads, vil til sidst stå alene på den øde jord og kun se sig selv afspejlet i urhavets bølgende kaos.

Efter en soltyst stund i sofaen går jeg så endelig ud i køkkenet for at få det overstået. Jeg samler æggene op, stadig varmere end luften, altså levende, og da beslutter jeg mig for, at jeg simpelthen ikke vil slå æggene ihjel. Jeg kan godt unde duerne lidt af min plads, og altanen kan vel desinficeres, når ungerne er fløjet. Det er en lettelse at dumpe æggene tilbage i krukken, selvom jeg ved, at i det store perspektiv er det sikkert ikke duerne, der har mest brug for min opmærksomhed, og at dette show mest er for mig selv — og så for de to dueungers skyld, som jeg finder et par dage efter under pæretræet som en honningfarvet dunklump. De sidder helt tæt, næsten sammenvoksede, kan vist ikke åbne øjnene, grimme næb på størrelse med solsikkefrø. Denne sommer har jeg altså fået dueunger i stedet for en kattekilling, graver lort ud af krukken som man tømmer en kattebakke og håber bare på, at de ikke gøder mit pæretræ ihjel. De vokser hurtigt. Får sorte perlede øjne. Snart sidder dunene som krusede rester mellem den fremvoksende fjerdragt, der er mere sortgrå og med kortere fjer end deres mors, men det begynder at ligne vinger, som kan bære. 

Senere, da jeg kommer hjem fra en længere sommerferie, er der ikke længere to. En må være fløjet, og den anden er drattet ned på altangulvet og lugter. Jeg skubber forsigtigt til fuglen. Den falder fra hinanden, fjerdragten sprækker simpelthen og afslører et mylder af liv, maddiker i hundredvis, som myrer i gange gravet i fuglekroppen. Jeg sætter mig i sofaen og tøver endnu en gang, herre over liv på altanen som ikke er mit. 

Skal jeg lade dem blive?