Ilden, vi varmer os ved, ilden, vi ødelægger med - Carsten Jensen
Ilden, vi varmer os ved,
ilden, vi ødelægger med
af Carsten Jensen
I den græske mytologi er det titanen Prometheus, der røver ilden fra guderne og bringer den til mennesket. Zeus straffede ham ved at lænke ham til en klippe, hvor han dagligt blev angrebet af ørne, der åd løs af hans lever. Hvad Zeus ikke tænkte over var, at han med sin ubarmhjertige straf gjorde Prometheus til martyr. Prometeus ville gøre mennesket en tjeneste. Men nu blev han pludselig symbol på den frihed, de vilkårlige, selvtilstrækkelige guder ikke undte os. Når de første mennesker tændte et bål, sendte de ikke guderne, der jo havde skabt alt, også ilden, en taknemmelig tanke. De tændte ilden i trods. I flammernes dans fødtes den første tanke på oprør.
Og selv om ild også blev brugt, når der skulle bringes ofre til guderne, dyr eller mennesker, var det den vej, det gik. Da først dampmaskinen kom, så eksplosionsmotoren og de fossile brændstoffer, ildens ekvilibristiske forvaltere, blev Guds død annonceret.
Var det ilden, der gjorde os til skabningens herre? Og var det, den virkelige ydmygelse i Prometheus’ straf, at han som føde for fuglene, blev anbragt, ikke i toppen af fødekæden, en plads, vi mener, naturligt tilkommer os, men langt nede i den?
I grunden er vi, der overmodigt har udnævnt os selv til naturens herre, den skrøbeligste af alle dyrearter. Naturen gav os ikke rovdyrets tænder, abens adræthed, elefantens tyngde, næsehornets panser, gepardens hurtighed, fuglens vinger eller hvalens lunger. Vi er det uspecialiserede dyr, ikke tilpasset nogle nicher, et ubeskyttet væsen, der bærer sin tunge klump af en hjerne højt hævet over jorden for enden af en sårbar hals, der ganske vist ikke er så lang som giraffens, men sårbar som den og med et enkelt slag kan knækkes. Men måske bar vi altid rundt på en hemmelig ambition, og måske var det derfor, vi fik en hjerne, dette på en gang praktiske nytteorgan og upraktiske drømmeorgan, og måske var den drøm, vi nærede, vi, dette uspecialiserede, ubeskyttede dyr, engang at blive det universelle dyr, der rummede alle de øvriges egenskaber, rovdyrets, hvalens, gepardens, elefantens, og det var det, vi opnåede med vores opfindsomme, drømmesyge hjerne, at færdes i luften, i havet og overalt på landjorden, hvor vi trængte frem med enorm styrke, slagkraft og hensynsløshed, indtil alle vores rivaler var tæmmet eller udryddet. Og det kan vi takke ilden for. Det er takket være den, vi kan færdes på havets bund eller højt oppe over skyerne, ja, lande på månen og Mars og nærme os selv de fjerneste planeter, som Jupiter, der bærer det romerske navn for Zeus og altså er opkaldt efter den gud, der straffede Prometheus. Jo, hånen mod de døde guder kunne ikke være større, og det er ilden, der med flammeskrift skriver tværs over universets dybder, at Gud er død.
Vi har et ambivalent forhold til ilden, som vi har det til de fleste af de elementer, der omgiver os. Vand kan vi både drikke og drukne i. Jord kan vi både dyrke og blive begravet i. Ilden er både drivkraft og ødelægger. Den giver huset varme og et samlingspunkt, når maden tilberedes, og den kan brænde huset ned. Er det noget tilfælde, at det element, vi forbinder helvede med, er ilden? Det er der, vi skal brænde op til evig tid. Og dog er der, lad os bare indrømme det, noget fascinerende og tiltrækkende, om ikke ved Helvede selv, så dog ved de synder, der bringer os derned. Ilden er sekulær, kernen i det verdslige, og det er derfor, den i religionen altid må forbindes med noget fordømmelsesværdigt. Om noget inkarnerer ilden en ambivalens i os selv.
Den engelske digter Percy Bysshe Shelley skrev et hyldestdigt til Prometheus, Prometeus Unbound, Den befriede Prometheus, og her bliver ildbringeren løsnet af lænkerne, og guderne, der har anbragt ham der, styrtet. Prometheus indvarsler den frihed, Shelley drømmer om, og som en lysende fakkel viser ilden os vejen. Shelley, der levede i begyndelsen af det 19. århundrede, hvor Gud endnu ikke officielt var væltet fra tronen, anede selv, at der var visse ligheder mellem den kristne Satan og frihedshelten Prometheus. I sit forord til digtet skriver han, at der dog også er en afgørende forskel. Prometheus er i modsætning til Satan hverken ambitiøs eller hævngerrig.
James Watt havde udtaget patent på den dampmaskine, der skulle blive det dunkende hjerte i den industrielle revolution 23 år, før Shelley blev født, og anede næppe selv, den åndelige omvæltning, der skulle udvikle sig under det skylag, dampen pumpede op i atmosfæren. Shelley er optaget af Prometheus, men de to, dampmaskinen og Prometheus kan slet ikke adskilles. Prometheus, ikke James Watt, er dampmaskinens virkelige opfinder og ophavsmand til alt, hvad siden fulgte.
Det er Prometeus, hyldet af en romantisk digter som symbolet på den frihed, der er det inderste i menneskets bestemmelse, som også står bag det CO2-udslip, der i dag truer vores overlevelse på kloden. Shelley selv skriver om digternes visioner som forløbere for en forandring i de sociale betingelser, vi slet ikke kan forestille os. Også han har, indrømmer han, en lidenskab for at reformere verden, men “didaktisk poesi afskyr jeg.” Nogen rationel teori om verden kan et digt ikke bygge på. I stedet skal det lære sin læser kærlighed, beundring, tillid, håb og udholdenhed, for ellers er de moralske sædekorn kastet på landevejen, hvor de vil ende med at blive trampet ned.
En tro på friheden, det var den arv, Shelley ville efterlade sig. Og en tro på dampmaskinen?
Hvad ville Shelley sige, hvis han 200 år efter sin død kunne overvære de altfortærende skovbrande, der hver sommer hjemsøger kloden, fra Australien, over Grækenland, Spanien og Sverige til Californien? Brandene, der truer med at slippe en uoprettelig ødelæggelseseffekt løs i Amazon Junglen, er bevidst påsatte, mens de andre er resultatet af den globale opvarmning. Men resultatet er det samme. Vi lever i den antropocæne epoke, hvor mennesket ikke blot står øverst i fødekæden, men også står bag den sjette masseudryddelse i klodens historie. Engang tog vi taknemmeligt imod den fakkel, Prometheus rakte os. Nu har vi magt og samme status som en geologisk katastrofe.
Vi er i færd med en udryddelseskrig, en planet med opholdstilladelse til stadig færre arter. Nazisterne drømte om et Tusindårsrige. Vores udgave af Tusindårsriget er et diktat om evig økonomisk vækst og et ødselt forbrug, der truer alt liv på planeten. Nej, vi marcherer ikke i gaderne med fremstrakte arme på vej mod vores egen undergang. Vi står i kø foran kasseapparaterne. Vi betjener os ikke af koncentrationslejre. Vi indhegner i stedet naturen, iklæder den monokulturens fangedragt og udpiner og udnytter den, indtil den reduceret til vores slave dør af overanstrengelse. Barbariet kalder vi for fremskridt, og vækstdiktatets bud om hæmningsløs produktion, præstation og overforbrug i en evigt uforløst cyklus præger hver enkelt af os dybere, end nogen totalitær stat har formået at forme sine undersåtter.
Vi er blevet uvenner med fremtiden. Vi kan ikke længere tænke på den som en lysere tid, en endnu bedre verden, vi kan se frem til. Fremtiden er blevet en losseplads for vores uløste problemer, skønt det er vores børn og børnebørn, der er fremtidens aktionærer, for nu at bruge den reducerende sprogbrug, den altdominerende markedsøkonomi har indoktrineret os med. Vores sidste desperate utopi er, at nutiden, den såkaldte normalitet, som vi så tilvant har levet i gennem mange årtier, skal vare for evigt.
Det ligger i vores sprog, at Jorden er vores, vi er dens herre og ikke bare ypperste, men også øverste skabning i et hierarkisk system, vi selv har opfundet. Ser vi på klodens biomasse, er vi ingenting. Af Jordens samlede biomasse på 550 gigatons udgør menneskeheden med dens otte milliarder indbyggere en tiendedel promille. Svampe vejer tyve gange så meget som os og gør et uendeligt meget mere nyttigt arbejde for planetens overlevelse, end vi gør.
Faktisk gør vi det modsatte. I al vores mikroskopiske lidenhed formår vi at nedbryde planetens livsbetingelser, og i et historisk perspektiv vil vores betydning for planeten ikke blive målt på vores skabende evne, men på vores talent for ødelæggelse. Planterne, buske, ukrudt, græsarter og træer er jordens sande helte, og hvis levende væseners intelligens måltes på deres overlevelsesevne, så var det dem, Darwin tænkte på, da han udviklede sin teori om “Survival of the Fittest”, ikke os.
Planternes historie er så lang, vores så lammende kort, og intet tyder på, at vi selv er interesserede i at blive en af de arter, der har opholdstilladelse på kloden i længere tid. Det er den moderne velstands store paradoks. Vi selv vil gerne leve trygt og godt og længe. Det samme under vi ikke de væsener, vi deler kloden med. Naturen gav os gavmildt alt, og vi har svaret igen med et kvælertag kaldet fremskridt og udvikling. Derfor er hver dag en folkeafstemning om fremtiden: Skal vi slippe kvælertaget på Jorden eller fortsat stramme det? Skal kloden dø mellem hænderne på os? Eller skal vi trække vejret i fællesskab?
Så hvad skal vi bruge vores hænder til, når vi fjerner dem fra klodens luftrør?
De må ikke hvile i skødet. Vi skal bygge en ny og grønnere verden, en langsommere, mere nænsom og omsorgsfuld verden. Vi skal tænke på os selv som formødre og forfædre til mange generationer fremover og ikke se fremtiden som en losseplads for uløste problemer. Vi skal være som den bedstefar, der planter et træ, i hvis skygge han ved, at han aldrig selv vil komme til at sidde. Vi skal sige som apache-indianerne: Vi arver ikke jorden af vores forfædre. Vi låner den af vores børn. Midt i ruinerne af en natur, der var engang, skal vi skrive vores manifest for håb, ikke blot skrive det, men handle efter det.
Og Shelley? Han skriver selv, at digteren forudgriber en ny tid og samtidig er barn af sin egen tid. Den tid, han forudgreb, er nu forbi. Ikke bare forbi, men vendt til sin modsætning, og Prometheus, ildens bringer, er ikke længere frihedsbebuder. Den ild, der blev hans symbol, lægger kloden øde. Men den kærlighed, den håbefuldhed og udholdenhed, som Shelley talte om som digtets budskab, har vi stadig brug for.
Kan vi forestille os en nytolkning af Prometheus myten, hvor Prometheus indser, at han har skabt en ødelæggende ubalance mellem menneske og natur og derfor som frivillig bod lader sig lænke til klippen og sin krop blive føde for fuglene?
Ikke som et grusom straf for overmod, men som en symbolsk tilkendegivelse af, at vi nu ikke længere er skabningens herre eller øverst i fødekæden, men en art blandt andre på kloden?