I L D - Alexandra Moltke
I L D
af Alexandra Moltke
Der står en trold i en hal og svinenes kroppe gnider sig, deres bløde hud, de skubber sig ind mod hendes pelsede ben og hun må tage sig til munden, må lade tårerne løbe, hun mener at være ankommet til himlen, hun har hørt om englene, om klokker, der ringer så lyst, så skingert, som de tusinde svin. Som en omvendt Nils Klim, der faldt ned i et hul og mødte fremmede verdener regeret af træer, er trolden kravlet op af hullet, er trolden ankommet til menneskenes verden, har hun åbnet portene til himmerig. Mens solen kravler over himlen, står trolden i hallen og synger med svinene, opløst i et hav af levende kroppe. De kolde jernporte bag hende står åbne, mens mørket falder på, siver svinene ud i natten, forsvinder i det sorte. Til sidst er der kun den store orne i trækburet, ornen der skal udsende sin lugt, gøre søerne lystige, hun lukker ornen ud. Så er det bare de to, de gnider sig op ad hinanden, hendes magi fælder fra pelsen, ornen får talens gave, den spørger trolden, om hun vil ud at ride en tur. Ornen lunter hen ad motortrafikvejen i den stille nat. Trolden på ryggen, hun lytter til de tørstige træers raslende sørgesang. Lyset fra villaen, taget, der brænder, trækker ornen og trolden mod sig.
Der sidder et ægtepar i en villa og villaen står i lys lue, taget flås af flammer, kvinden siger: uha.
Manden siger: ja.
Kvinden siger: so hot.
Manden siger: ja.
Kvinden siger: Her er grænseoverskridende varmt. Hot og vildt som på en strand. Varmere som i en vulkan?
Kvinden har lyst til at tage tøjet af. Kvinden har meget lyst. Manden mærker det ikke på samme måde, en bjælke farer nedad, flænser gulvet, han er ikke i humør. Kvinden vil have, han skal tage bukserne af, manden vil ikke tage bukserne af. Kvinden vil have, han skal tage bukserne af, manden må distrahere hende, han har ikke barberet sig, hun hader, når han ikke barberer sig, manden bekender det alligevel.
Ilden stritter, slikker murene, ilden æder, avler flammer, der også æder, avler, æder. Røgen som en dyne, som åer, floder, bølger af tungt, gråt vat, der vælter ud af loftet. Kvindens øjne løber i vand, hun siger til manden: Hvorfor har du ikke barberet dig? Du ved hvordan jeg har det med hår?
Manden siger: jeg synes, det gør ondt. Jeg synes, det er ubehageligt. Og knopperne. Og kvinden giver op, orker ikke at diskutere, ilden brøler, raser langs væggene, omsmelter plastiske skærme, sprænger ruderne, det er på tide at se en film. Kvinden vil se en film, en uhyggelig én, en gyselig én, noget med nogen der dør. Manden vil hellere se en serie, kan ikke koncentrere sig i varmen, de bliver enige om serieformatet, hvis han henter is i køkkenet, det skal være den lyserøde, der skal flødeskum ovenpå, kvindens krop skal fyldes op, enten med dit eller dat. Manden rejser sig, en stor del af taget falder ned, ilden formerer sig ud over gulvet, manden går mod køkkenet, der er stadig fri passage.
Sådan sidder kvinden i sofaen og spekulerer over manden, der nægter at barbere sig, selvom han ved, at hun hader hår, da døren til villaen flås op af en trold.
Trolden råber: Hey! Du dér! Udgangen er her!
Kvinden spørger: Hvem er du?
Trolden råber: Skynd dig! Der er ild i hulen!
- Dette er ikke en hule! Det er en villa, din idiot!
- Der er ild i en-villa-din-idiot!
- Hvem er du? Gentager kvinden og trolden ved det er risikabelt.
- Jeg er blot et menneske.
- Såh? Hvorfor bankede du ikke på?
- Jeg ville blot skynde mig! At advare jer, at redde dem der måtte befinde sig her?
- Hvorfor er dit ansigt dækket af hår? Hvorfor er dine tænder spidse?
- Jeres tag! Ilden raser!
- Hvorfor er dine arme og ben dækket af den samme brune, stride pels som også hersker i dit ansigt?
- Mit ansigt?
- Ja! Dit hæslige pelsbefængte ansigt?
- Jeg er blot et menneske, siger trolden og reddes måske af manden, der træder ind i den lysende stue, bærende på to ivrige, orgiastiske, svulmende isdesserter.
- Hvem er dette?
- Jeg trænger mig på på grund af jeres tag.
- Du ser temmelig speciel ud.
- Den ser rædsom ud! Den har hår overalt!
- Kommer du fra et andet land?
- Nej?
- Jo, du gør!
- Ja, det gør jeg måske?
- Hvilket land?
- Et-andet-land?
- Hvilket land? råber kvinden, må overdøve brølet fra oven.
Og en flamme falder ned, den strejfer kvindens løse hår, som på et øjeblik forvandles til en appelsinfarvet, knitrende hjelm af ild, de svulmende isdesserter løber over skålenes bredder, søer af sukker og mælk og fedt.
- Er jeg i himlen? Er jeg i helvede? Skriger den perplekse trold. Denne verden er så langt fra mig egen, indenfor få hundrede meter findes både paradis og skærsild.
- Tak, siger kvinden, køkkenet var lilla før.
- Nej, her slikker flammerne op af murene. Alting smelter, flækkes, forkulles, mens der længere nede af vejen ligger en himmel, en hellig hal. Og i denne hal flokkedes englene, i denne hal var der ypperlig sang. De var som et hav og vi voksede sammen. Jeg bragte den største, den smukkeste med mig.
- Har han hår ligesom dig?, spørger kvinden.
- Nej, han er blød, hans hud den er bar.
- Vis os den engel! Ham vil jeg se!
Og med hinanden i hænderne træder trolden og ornen ind i den stue, der om lidt kun er aske, der om lidt kun er kul og gløder og støv.
Ornen ser bekymret på manden, på kvinden i stuen, der sejler i ild: Jeg kommer med fred. Huset her brænder. I skal følge med os, I skal ud og det nu.
- Gå med englen og mig, beder trolden.
Kvinden stirrer så uhyggeligt på trolden.
- Jeg mistænker dig for ikke at være menneske. Intet menneske bærer så voldsomt et hår. Intet menneske ville trække et svin indendørs. Du er ikke som os.
- Hold tilbage, I to, jeg er god, ikke ond. Åh, lad mig undslippe dette helvede.
- Det er fornærmende, dét du siger! Tror du der er is i helvede? Tror du de ser film i helvede? Og har det ligesom på en strand?
- Lad trolden være, slip den, hvisker den bløde orne.
- En trold er du! Så fæl! Med dit stride hår! Har du smagt isdessert? Kom den skal du smage.
- Forbarm jer over mig. Skån mig, menneske.
- Nej, du skal smage!
Og sådan hælder manden og kvinden søerne af is ned i munden på trolden, ned i næsen på trolden, der kæmper for luft og så bliver hun stille og så dør hun til sidst. Og manden og kvinden kigger på ornen og ornen bliver bange og vil skynde sig ud.
- Jeg forlader jer nu med min vældige krop.
- Vent! Piber manden, ornen møder hans blik. Hans øjne er røde, han klør sine hænder.
- Hvordan ser der ud?
- Hvordan der ser ud?
- Hvis vi gik med dig og forlod vores hus?
- Er der lyserød is?
- Spørg ikke om det.
- Er der flere personer dækket af hår?
- Spørg ikke om det.
- Barberer man sig forneden?
- Spørg ikke om det! Spørg ikke om det! Jeg vil ud, jeg vil ikke være her mere!
Og ornen eller englen farer mod døren, men en stor bjælke falder hvidglødende ned og blokerer og forhindrer ham i at forlade de to. Han hviner, den gris, han hviner til himmelen. Forestil jer denne hvinen fortællingen ud. Den ender om lidt, bare rolig. Det hele ender om et kort øjeblik.
- Nu har vi snacks, siger kvinden, der med smeltende isse, med smeltende pande kravler over til svinet. Snuser til huden, der bobler og fedtskummer, skærer i svinet, piller klumper af kød. Manden kravler efter, de deler et måltid og så får han lyst, nu kan han sagtens. Og kvinden ser stort på hans stikkende hår, hun trækker bukserne ned, maser sin mave ned i svinets, spreder benene over den store krop.
- Vi leger, vi er på en strand, ik? Måske jeg bliver gravid. Så skal vi have en baby. Jeg vil gerne have en baby. En lille nuttet mus. Den skal have sit eget værelse. Vi kunne indrette gæsteværelset, købe noget tapet?
- Dit ansigt, min skat.
- Hvad siger du?
- Din næse, min skat, siger manden og knepper kvinden, hvis ansigt smelter, hvis næse drypper hud, hvis kindben og hageben åbenbares. Hvis mund smelter ud og forsvinder, hvis ansigt bliver dej og kød. Og det bliver for svært at kneppe, det er nemmere at putte, det er bedre at ligge tæt. Kvinden og manden smelter sammen til én.
Der ligger et ægtepar i en villa og villaen står i lys lue, på gulvet ligger en glødende trold, ved døren brænder en engel, et svin.