13 nedslag med tilbageholdt åndedræt - C.Y. Frostholm
13 nedslag med tilbageholdt åndedræt
Af C.Y. Frostholm
Punkt 1. En kort stund er rummet fyldt af ringende kirkeklokker; det meste af tiden bare med mikroskopiske dråber, som nedsætter sigtbarheden. Alle grene i det første træ er optaget af duer. Ved søen forsøger et barn i orange flyverdragt at få brødstykker til at nå frem til ænderne. Så kommer kaffevognen med sine udstødningsgasser på slæb. Sælgeren slår boden op og begynder at producere vanddamp og duft af kaffe, som lokker kunderne til. Gradvist kommer flere mennesker ud for at få luft. De bevæger sig omkring i deres rette element uden helt at give slip på underlaget. To hættemåger, som virker mere hjemmevante, har udvalgt mobilantennen på hjørneejendommen som udkigspost. Måske de kan fornemme en svag vibration fra de små krypterede informationspakker: alt det, der ville stå klart, hvis der fandtes en kontrastvæske, som kunne indfarve det, der krydser gennem lagene, daler og stiger op.
Punkt 2. Jeg halvvejs cykler, halvvejs går med udsigt til et mosbegroet halvtag. Jeg har forsøgt at placere mig i trækken for at undvige den værste svedlugt. Mossernes miniatureskove skaber deres eget mikroklima på flader, som intet ellers kan indtage. Det var sådan de indtog landjorden i et mildt sagt giftigere klima. Det var cyanobakterierne og grønalgerne, der lærte sig fotosyntesen, men uden mosserne, som skabte grobund for de følgende landplanter, ville ingen af os have haft oxygen nok i blodet til at holde sig oprejst og bevæge sig fremover. Nu findes der videnskabsfolk, som har som deres højeste prioritet at få mos til at gro på Mars.
Punkt 3. Solstrålerne brænder igennem. Mellem gravstenene bliver spindelvævsstrenge løftet op og udspændt. De er kun til at se i modlys. Ligesom det, der bærer dem oppe, virker de mest i det skjulte. Det er kun i de højeste trætoppe, at luftens tilstedeværelse antydes, og så i skyerne, der nu har samlet sig øverst. Mest mærker jeg den som en modstand, når jeg selv er i bevægelse. Allerede pollenkorn er for små til, at det rigtig er til at se dem enkeltvist. Elletræet og den tyrkiske hassel, som begge er vindbestøvede, blomstrer uden at nogen bemærker det andet end måske som et ubehag i luftvejene.
Punkt 4. Lyden af et fly rejser i forvejen, hvis ikke bare det skjuler sig bag skyerne. I gamle dage var det lugten af malt og brændte knogler, der hang over kvarteret på særlige dage, nu er det støjen fra de lavtflyvende maskiner. Passagererne er allerede videre. L’air de rien (fast udtryk): uden at fortrække en mine, som om intet var hændt, som om det ingenting var. Er gråkragen, når den lægger an til landing på søbredden, båret af sine vinger, eller er det snarere gasserne, der bærer den oppe? Lyset glimter i dens sorte øje, mens den ser mig an fra den yderste tynde bøgegren. Så udsender den tre korte enstavelser. Tre mere fra kirkegårdsgruset, denne gang mere triumferende. En fugl behøver ikke nogen begravelse eller sten, men til sidst må også den give efter for tyngdekraften. Begge er vi lige ilttrængende, lige meget jordboere. Ud af min mund slipper en svag em, som lynhurtigt fortyndes. Ville der heller ikke være lyde, hvis ikke noget bar dem?
Punkt 5. Der er mange ting, jeg ikke forstår eller har vidst, heriblandt de mest elementære. Som at oxygen kun er synonymt med ilt, når atomet optræder i par. Eller at det farveløse, lugtfrie grundstof fik sit danske navn, afledt af ild, af fysikeren H.C. Ørsted på grund af dets afgørende betydning for al forbrænding. Her er luft en mere luftig betegnelse, som der snart ikke er grænser for, hvad kan rumme eller dække over. Først og fremmest kvælstof og oxygen, argon, neon, krypton, helium, brint og xenon i nøje afbalancerede mængder, foruden vand, kuldioxid, metan og ozon alt efter tidspunktet og epoken. Hvortil kommer svovldioxid og ammoniak i varierende mængder, havsalt, pollen, svampesporer, aske fra naturbrande og vulkaner, ørken- og mineralstøv, havgus og fine partikler af sod, tjære og plastik, som trænger gennem kroppens indbyggede filtre til lungerne og blodet.
Punkt 6. “Når du står her, står du op for klimaet,” står der. Et skrigende barn i en klapvogn hiver efter vejret. Smoggen presses mod jorden og ansigtet; næsen føles delvist stoppet, men ingen kommer uden om at inhalere. En af de nemmeste måder at fremkalde et panikanfald, siger stemmen i høretelefonerne, er at hæve koncentrationen af kuldioxid i et rum.
Punkt 7. Alle åbninger står på vid gab for at lukke indelukketheden ud før natten. Når jeg vågner igen, er det til min egen og planternes udåndingsluft. Længes de også efter støvregnen på den anden side af ruden? Det er den slags spørgsmål, jeg kan finde på at stille mig selv. Tamarinden, som er fra varmere himmelstrøg, klarede ikke at blive glemt i det åbne vindue.
Punkt 8. Planterne producerer strengt taget kun ilt til eget forbrug, siger min lærer på botanikkurset. Vi er ikke hinandens modsætninger. Men når de ånder er det med hele kroppen. Hvis jorden omkring deres rødder komprimeres af menneskelig færdsel, dør de en langsom død ved kvælning. Denne forbindelse mellem alle med lunger, som Juliana Spahr påminder om. Og mellem alt andet, der ånder, bliver jeg nødt til at indskyde.
Punkt 9. Under cedertræets lysåbne krone regner det med en forsinkelse. På denne årstid er det kun de stedsegrønne, der kan tilbyde nogen beskyttelse. Hvis min vandfaste pen kan modstå dråberne på de linjerede ark, vil det måske være muligt at beskrive, hvordan deres næsten usynlige, lodrette streger kortvarigt skraverer udsynet. Også nåletræernes løv har spalteåbninger med såkaldte læbeceller, som må give slip på vanddamp, hvis de skal optage kuldioxid og bygge nyt organisk stof. Hvis ikke vandet med mellemrum rensede atmosfæren og trængte ned i mulden, hvorfra det igen blev trukket op gennem karrene i vækstlaget og ud gennem bladenes små munde, ville regnestykket ikke have nogen begyndelse.
Punkt 10. Husk at trække vejret, siger massøren.
Punkt 11. Jeg puster ud under vandet, sluger en stor mundfuld luft, indtil noget får mig ud af rytmen og jeg må gispe efter vejret. Det er svært at tale om ét element uden også at berøre et andet. På træplankerne bader jeg i både luft og sol. Saunagængerne er helst fri for at blive mindet om, hvad opvarmningen betyder for temperaturen på kabinens yderside. For dem er det ren velvære.
Punkt 12. Markisen er trukket langt nok ud til, at enkelte stole stadig er til at sætte sig på. Nedbøren over pladsen er efterhånden kun et svagt flimmer, mest opleves den som ringe i pytterne. Snart er det kun røgen fra en cigaret, der bryder den ellers glasklare blanding. Jo mere usynlig den gør sig, jo mere synligt er resten: noget er nødt til at lukke lyset igennem. En flok børn med alt for store gummihandsker samler tøvende det skrald op, deres pædagoger udpeger. Nu tager gråkragerne også deres tørn. Jeg ved ikke, hvor meget jeg skal lægge i, at de har fulgt efter mig hertil. Lugten af bagerbrød, parfume og diverse territorialafmærkninger hvirvles med i slipstrømmen af andre svært definerbare duftstoffer, som man nok skal være en anden art for at kunne påskønne. En forfatter i løbedragt halser forbi i efterregnen. Vi behandler hensynsfuldt hinanden, som om vi var luft.
Punkt 13. Radioen henter vejrudsigten ned fra æteren. Der er sket udbredte og hurtige forandringer i atmosfæren og således også i hydrosfæren, kryosfæren og biosfæren. Det er i sig selv ikke nogen nyhed, men der er nu kun et hurtigt lukkende vindue af muligheder for at sikre en levedygtig og bæredygtig fremtid for alle. Hvis det kan være en trøst, synes komplekse geologiske og biologiske processer indtil videre at sikre, at det ikke bliver ilten, der slipper op først.
Book billet og læs mere om de litterære folkehøringer: LUFT