ILD, VAND, JORD, LUFT, ORD - Anbefalinger af unyttige bøger

07.03.23
ILD, VAND, JORD, LUFT, ORD. I foråret sætter vi fokus på klimahandling og bæredygtighed i litteraturen med boganbefalinger og arrangementer, hvor både naturen og du kan komme til orde. Her anbefaler ph.d.-studerende og husfilosof Jon Auring Grimm et par (u)nyttige bøger til formålet.

Hvad kan litteraturen, når verden brænder?

Enhver der lytter til den brede videnskabelige konsensus, kan ikke længere fornægte, at vi står midt i en klima- og biodiversitets-katastrofe. Jeg tror ikke litteraturen kan redde verden. Jeg tror slet ikke, at det er litteraturens opgave, da litteraturen ikke (nødvendigvis) skal spændes for et formål, der er mere og andet end blot at være litteratur. Men jeg tror at den, netop i kraft af at den ikke har et formål eller skal være nyttig, kan udfordre vores perspektiver og pege på alt det værdifulde i verden, som heller ikke er nyttigt eller tjener noget klart formål: kærligheden, omsorgen, tidevandet, skovlysningen, blomsten i betonen, legen og, ja, døden. Ligesåvel som den kan åbne eksistensens afgrund under os, og åbenbare alt det grufulde og meningsløse.

Sociologen Nikolaj Schultz og forfatteren Frédérique Aït-Touati har engang skrevet: “Hvis en del af økologien er direkte naturvidenskabelig – hvilket muliggør registrering, instrumentering, dokumentering og observering af de alarmerende forandringer i klima- og jordsystemerne – så består en anden væsentlig del af økologien i at udvikle sensible former for perception, der tillader os at forstå disse fænomener og deres forandrende rolle i verden”.

Jeg mener at udviklingen af sensible former for perception kan ske igennem litteraturen. Ikke fordi det er litteraturens mål, men fordi litteraturen kan åbne os for nye og andre sammenhænge, kan åbenbare forbindelse og slægtskab, der rækker udover den rent menneskelige sfære.

Så måske kan litteraturen måske ikke ligefrem redde verden, men den kan gøre os opmærksomme på at den verden, vi bør tage vare på, ikke blot er forrådskammer og råmateriale, ikke blot er formålstjenlig og nyttig, ikke blot er noget vi skal forvalte og herske over. Og i den forstand, kan den stå i skærende kontrast til de rationaler der gennemsyrer vores samfunds krav om øget vækst, effektivisering og innovation, eller de religiøse forestillinger, der gør mennesket til forvalter af naturen.

Det gør litteraturen jo ikke af sig selv. Den har også været med til at reproducere et natursyn hvor mennesket er i centrum. I det hele taget giver det ikke mening at snakke om litteraturen i ental. Men en anden og en tredje og en fjerde litteratur er også mulig. Litteratur der forskyder vores perspektiver:
”Naturen [er blevet] en kommentar til mennesket, men man kunne forestille sig en poesi der beskrev mennesket som en kommentar til naturen”, skrev Henrik Nordbrandt engang.

Med en sådan poesi eller en sådan litteratur, kan vi måske opnå erkendelse af hvorledes vi er spundet ind i verdens virvar, og den er spundet ind i os.

Men hvad nytter det Jon, kunne man indvende. Det nytter ikke. Og det er pointen.

 

Her er nogle aldeles unyttige bøger:

Henrik Nordbrandt: Guds Hus

Inger Christensen: det

Juliana Spahr: Denne forbindelse mellem alle med lunger

Helt igennem unyttige fagbøger:

Emanuele Coccia: Planternes liv

Nikolaj Schultz og Bruno Latour: Notat om den nye økologiske klasse

Himmelråbende unyttig artikel om Jons unyttige natursyn:

Jon Auring Grimm: Naturens musikalitet
https://paradoks.nu/2022/08/25/naturens-musikalitet/

Materialer