
Rakel Haslund-Gjerrild anbefaler
Den 31. august taler Rakel Haslund-Gjerrild med professor i æstetisk kultur Anne Elisabeth Sejten om sansningen af skønhed før og nu. Samtalen tager udgangspunkt i Rakels roman Adam i Paradis, som er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Tilmeld dig til arrangementet her på siden og glæd dig til en inspirerende samtale om livet, skønheden og kunsten.
Her giver Rakel Haslund-Gjerrild sit tip til skønhed i hverdagen med litteraturen:
Jeg vil egentlig gerne anbefale det at læse et par digte hver dag til morgenkaffen og på den måde starte dagen som en andagt over livets kompleksitet og skønhed.
At læse digte er for mig en prøve, der altid afslører, hvorvidt jeg faktisk er nærværende og tilstede i nuet, eller om jeg allerede før morgenmaden er i gang med planer, kalender, forpligtelser og bekymringer. Digtenes små koncentrater af intensiveret liv tvinger simpelthen læseren til at være i nuet - lige her til stede i verden i dette øjeblik - ellers føler man ikke digtet, så bliver det bare tekst.
Skal det være rigtig vildt, læser jeg allerhelst digttriologien Diwan af den svenske digter Gunnar Ekelöf - digte, der netop handler om det smukke som en mystisk og grænseoverskridende oplevelse. Det er ikke alle dage, jeg er nærværende nok til at læse disse digte, men de dage, hvor det lykkes, er altid gode dage.
"Du som har blomster i dine fingerspidser
som rører ved mig som et åndedræt
af alle mine sanser
Din duft, af hud
af stemme, af kærtegn
stærkere ved randen af Dig"