Tinas sommerlæsning

Af Tina
14.07.23
Vores voksenbibliotekar Tina har fundet tre skønne bøger hun vil læse i sin sommerferie

Åh at samle en stak bøger til sommerferien. Forventningen om alle de gode timer fordybet i bøger. Elsker det! Min appetit på bøger - er altid større end den tid jeg rent faktisk har til rådighed til at læse i - men disse tre lækkerbiskener må jeg bare nå at læse.

Rune Christiansen: Affæren med den tabte tids luner
Norske Rune Christiansen er en blændende forfatter og jeg glæder mig sådan over, at der igen er blevet oversat Christiansenske lækkerier til dansk.

Jeg forventer dybe personer, eksistentielle lag, et gudesmukt sprog og spændende leg med krimigenren i denne roman, hvor den nyligt fraskilte Norma efter sin død besøger sin far på en afsidesliggende ø. Hun fornemmer at forældrene har holdt noget skjult for hende. Allerede ved færgelejet har Norma en mystisk oplevelse, da hun ser en hætteklædt rytter stå på en bakketop.

Pernille Stensgaard: Hvad jeg ved om kvinder på heste
Hesten er et stort og majestætisk dyr. Jeg er decideret bange for det imponerende væsen (med en lille nuttet shetlandspony som undtagelse), men jeg forstår fascinationen, og er spændt på at læse om Pernille Stensgaards egne barndoms- og livserfaringer, der elegant flettes sammen med fortællingen om de første ryttere og hestens kulturhistorie. Hyp hyp!

Alberte Winding: Hvad jeg tænker på mens du taler
Året har budt på flere velanmeldte romaner om kvinder midtvejs i livet. Herligt, mere af det! En af dem er Alberte Windings "Hvad jeg tænker på mens du taler" om sangerinden Pio. Sønnen er flyttet hjemmefra, hun har for nylig mistet sin mor, og da hun mister stemmen, tvinges hun til at sætte sit liv og sin karriere på pause.

Eftertænksomme og skarpe betragtninger om identitet og svære valg i 50’erne, om mor-rollen, om kærlighed og vrede fortalt i et sanseligt og poetisk sprog.
 

God læsning og god sommer!

Materialer