Dittes sommerlæsning

I min sommerferie i år vil jeg gerne dykke ned i historien omkring Cheminova, den famøse kemikaliefabrik i Lemvig, som i år har udgjort bagtæppet for intet mindre end 2 bøger, jeg har i sommerferiestakken
Skrevet af Ditte Nesdam-Madsen
 
Hvor Kim Blæsbjergs roman fra Gutkind Forlag på 600 sider handler om fabrikkens tilblivelse og zoomer ind på familierne omkring fabrikken; bl.a. arbejderen Niels, der på romanens første sider får brændt sine øjne af dampene fra kemikalierne, den entusiastiske, men i privaten og på fabrikken-overbebyrdede ingeniør Jørn, der kæmper med at følge med i produktionen og direktørens visioner - og så er der deres koner og børn og en række andre bikarakterer, der til sammen legemeliggører udviklingen af det moderne velfærdssamfund, som forlaget skriver i pressematerialet.
 
Malte Tellerups korte bog/sabotagemanual fra OVO press er en sprængfarlig sag om nogle miljøaktivisters plan om at sprænge samme fabrik i luften og sætte en stopper for de stærkt forurenende udslip herfra. Det er en litterær actionroman - meget passende skal bogen også laves til en film, melder forlaget og forfatteren - med spænding og ja, action, og de tanker, bogen repræsenterer, i forhold til bæredygtighed, miljøhistorie, klimaaktivisme og ikke mindst -retfærdighed er super interessante i disse dage.
 
Resten af min sommerlæsning bliver spontan!
 
God sommer!
 
Foto: Eget og Ovo Press
Foto: Eget og Ovo Press
Af Tina
12.07.23