Vores praktikant Aija anbefaler

Af Tina
25.10.23
I denne uge er Aija i praktik i bibliotekets børneafdeling. Hun elsker at læse og anbefaler "Out of the Blue" af Jason June.

Skrevet af Aija

Out of the Blue af Jason June handler om en ’mer-person’ (hav-person - hav-mennesker har ikke køn som vi har, så i vores øjne ville de blive betegnet som nonbinær) som hedder Crest. Crest skal på en rejse op til menneskernes land for at hjælpe et menneske med et problem/dilemma. De glæder sig til at komme tilbage til det blå, for de kan ikke lide mennesker. De sviner havene til, og har vitterligt lavet en bunke skrald på størrelse med et LAND!!!

Crest kommer på land i Los Angeles, nu i form af et menneske, hvor de møder Sean. Men jo mere Crest og Sean er sammen, jo mere ændres Crests perspektiv på mennesker. Men sker der noget der får Crest til at ville blive? Find ud af det ved at læse bogen!

Out of the Blue er en perfekt bog til dig der godt kan lide fantasy og romance. Jeg kan selv rigtigt godt lide romance-genren og de fleste bøger jeg læser, har altid et eller andet at gøre med romance. Igennem hele bogen blev jeg holdt på tæerne fordi der hele tiden skete noget. Den har et fantastisk plot, og man keder sig ikke når man læser den. Alt i alt, giver jeg bogen en 10/10 rating. :-J

Du kan reservere bogen via bibliotek.dk