Anne Elisabeth Sejten anbefaler

Professor i æstetisk kultur Anne Elisabeth Sejten taler 31. august med forfatter Rakel Haslund-Gjerrild om sansning og skønhed. Her anbefaler hun en bog med en stærk æstetisk skrift

Den 31. august taler Anne Elisabeth Sejten med forfatter Rakel Haslund-Gjerrild om sansningen af skønhed før og nu. Tilmeld dig til arrangementet her på siden og glæd dig til en inspirerende samtale om livet, skønheden og kunsten.

Her anbefaler hun selv en skøn bog og fortæller lidt om sin forskning:

Jeg vil gerne anbefale Annie Ernaux’ Mémoire de fille, der for ikke så lang tid siden er udkommet i dansk oversættelse under titlen Pigen fra ’58.

Det er en fabelagtig bog, super 'French' med sin krydsning af to fortællerstemmer: forfatterinstansens jeg-fortæller og, i tredjepersons køligt observerende fortæller, pigen, hun var tilbage i sin pure ungdom. Klarhed og poesi er ikke modsætninger her, men viser hvad den æstetisk formede skrift kan. Som erindringsarbejde, både det partikulære og det kollektive.

Bogen er tilmed en så meget des mere interessant replik til Me Too-bølgen, som den udkom før denne (i 2016). Den unge piges begær efter det maskuline begær underminerer enhver forestilling om den seksuelle friheds lyksalighed…

 

Lidt om mig selv og min forskning:

 

Det er de tætte bånd mellem litteratur, kunst og filosofisk tænkning, der udgør tyngdepunkterne i min forskning. 

Det var især et års ophold på et fransk gymnasium efter studentereksamen, der beseglede mit møde med filosofien. Lige siden har været optaget af fransk kultur, og sideløbende med min danske uddannelse læste jeg filosofi i Frankrig. Disse studieår i Paris i midtfirserne var af afgørende betydning for min forskning og interesse for det æstetiske spor.

På det seneste har jeg været optaget af at drive forskernetværket Aesthetics Unlimited, der undersøger den æstetiske erfarings vilkår i et mere og mere æstetiseret samfund.

 

Materialer