Årets bedste bøger ifølge Jon

Af Tina
06.01.22
Personalet på Albertslund Bibliotek anmelder de bedste bøger de har læst i 2021

"Arg, det er jo umuligt at vælge imellem alle de gode bøger fra i år. UMULIGT" siger Jon, vores helt egen filosof, festivalleder og frustreret litteraturformidler. Derfor har han valgt en bog fra way back, en spritny og nogle flere, som kunne blive til mange flere.

Det gyldne æsel
…er måske en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Dette senantikke mesterværk er skrevet af forfatteren, tænkeren, troldmanden og mystikeren Apulejus. Men er det så tørt som et gammelt knækbrød eller åh så højstemt som Tv-dækningen af en prinsefødsel? Næh nej!
Vores nysgerrige helt bliver uforvarende forvandlet til et æsel og må gå så grueligt meget igennem før han igen kan blive menneske. Undervejs møder vi troldkvinder der forvandler sig og forfører. Vi møder drabelige røvere. Vi oplever en absurd retssag, der vækker mindelser om Kafka, hvor alle tilhørere fniser indforstået af den uforstående anklagede. Der bliver sågar plads til lidt æselerotik. Den emmer af voldsomhed, erotik, voldsomhed, eventyr, magi og trolddom.
Bogen rummer også stor skønhed. Særligt fortællingen om Amor og Psyke brænder igennem. Slutteligt får vi endda en af de mest troværdigebeskrivelser af Isis-mysterierne, dvs. den græsk-ægyptiske mysteriekult og deres hemmelighedsfulde praksis.
Den er sprælsk, livlig, smuk og morsom. Grimms grumme eventyr møder Decameron møder mysterierne.
LÆS DEN! NU!

Det hellige
… er udgivet fra det skønne forlag Aleatorik. Colette Laure Lucienne Peignot, også kaldet Laure, var en del af den avantgardistiske kreds i periferien af surrealismen, der blandt andre talte Georges Bataille og Michel Leiris. Hun var optaget af det hellige, de særegne erfaringer af hengivelse, ekstase og ”kommunikation” som stadig var mulige efter Guds død, eller som måske netop var mulige på en ny måde pga. Guds død. Hendes skrifter blev først udgivet posthumt og foreligger nu for første gang i en dansk oversættelse.
Well, og så er der en eller anden dansk filosof der har skrevet et efterord. Jeg siger ikke hvem!

Og så skal man
… selvfølgelig læse digte. Therese Salomonsens Højsang (Korridor), Torben Munksgaards Planet B (Kronstork), Asger Schnacks digte for børn (Arkiv for detaljer) (for man skal jo starte et sted). Og man må ikke snyde sig for Cyf Frostholms Lauerbærdialogerne (Random Gardens) eller Mikkel Frantzens Klodens fald (LAE). Og man skal også læse Aksel Haanings Naturens Lys (Forlaget Virkelig)… Og og og….
 

Materialer