Åh! Skøn roman, skønt forfatterskab!

20.05.22
Vores voksenbibliotekar Tina har læst en Elizabeth Strout roman, og det har som altid været en fornøjelse.

”Jeg elsker Elizabeth Strouts forfatterskab. ”Åh William!” er hendes femte og seneste bog, der er oversat til dansk.

Lucy Barton er over halvvejs i livet. En succesfuld forfatter, nyslået enke og mor til to voksne døtre. Hendes eksmand og ven William er i en form for (livs-)krise, og sammen med ham tager hun på en tur tværs igennem USA for at lede efter hans forsvundne familie.

Forvent ingen vild road trip-roman men derimod en skøn og reflekterende fortælling om venskab, kærlighed og familierelationer. Det er en roman – der som alle Elizabeth Strouts øvrige – emmer af en dyb interesse i mennesker og relationer. Det er hele og komplekse mennesker vi møder, og det er altid interessant at være i deres selskab og få et lille indblik i netop dét liv eller at være fluen på væggen i netop dén situation.

”Åh William” er den tredje bog, hvor vi følger Lucy Barton og den fungerer fint som et selvstændigt værk, men snyd endelig ikke dig selv for den fremragende roman ”Mit navn er Lucy Barton”,  hvor vi første gang møder hovedpersonen. Og så er der jo også de skønne bøger om den kantede og stejle personlighed Olive Kitteridge, hvoraf den første blev til en fremragende miniserie på HBO med Frances McDormand i hovedrollen.

Materialer