Ukraine i biblioteket

Af Anonym (ikke efterprøvet)
03.03.22
Alle vender blikket mod Ukraine i disse dage. Vi har bøger med mere, som gør dig klogere på landet

Hvis du mest har brug for et hurtigt og præcist overblik over den nuværende konflikt, så læs Faktalinks artikel om krigen i Ukraine. Artiklen er helt up to date, og opdateres løbende.

Hvis du gerne vil dykke dybere ned i faglitteraturen, så har vi en lang stribe bøger om Ukraine før og nu. F.eks. Ukraines historie af Andres Kappeler, som beskriver Ukraines histoire fra Kievrigets opståen fra den 9. århundrede og frem til den russiske annektering af Krimhalvøen. Den ukrainske dagbog er forfatteren Andrej Kurkovs dagbogsnotater fra Maidanopstanden i Kiev 2014. Krigen indeni af Matilde Kimer behandler samme periode set fra forskellige ukraineres vinkel. Ukraine i spændingsfeltet af Jens Jørgen Nielsen prøver at belyse urolighederne i Ukraine fra en ikke vestlig vinkel. 

Lad os heller ikke glemme at Tjernobyl faktisk ligger i Ukraine. Hvis man har særlig interesse for det, så kan man f.eks. læse Adam Higginbothams Tjernobyl: den ufortalte historie eller Tjernobyl : atomulykken der ændrede verdenshistorien af Peter Suppli Benson.

Krigen indenUkraine i spændingsfeltet og Tjernebyl: den ufortalte historie findes alle på eReolen

Er man mere til skønlitteraturen, så findes der også rigtig mange bøger - ofte spændingsbøger - som finder sted i Ukraine. Her kan vi nævne Skoven er vores af Søren og Lotte Hammer, som foregår i de ukrainske skove under anden verdenskrig. Her kæmper den danske kvinde Kassandra sammen med de ukrainske partisaner mod nazisterne til store fare for både hende selv og hendes familie. Der er også spændingsromanen Malins efterår af Morten Hesseldahl, hvor tre barndomsvenner efter mange års adskillelse mødes igen og hvirvles ind i et drama med tråde til konflikten mellen Rusland og Ukraine, storbanker og energiforsyning.

Men vil man gerne dykke ned i den ukrainske folkesjæl lige nu, så er det 'Og midt i alt dette går frontlinjen' af den ukrainske forfatter Sergij Zjardan man skal have fat i. Den unge lærer Pasja befinder sig i grænselandet mellem Ukraine og Rusland - i en by som er delt igennem af en frontlinje, hvor der kæmpes. Han må krydse fronten for at komme til den anden ende af byen, hvor hans nevø befinder sig på et skolehjem. Det er en bog, som ukrainerne selv har beskrevet som én de havde brug for. Og som vi også bør læse, hvis vi vil forstå, hvordan det er at leve midt i en krigszone.

Skoven er vores og Og midt i alt dette går frontlinjen findes begge på eReolen

Man skal heller ikke glemme filmene. Vi har to film i skufferne om Ukraine, som foregår før og under 2. verdenskrig, nemlig Den sorte jord, som foregår i 1933, hvor waliseren Gareth Jones støder på en frygtelig sandhed under et besøg i Ukraine - en sandhed de sovjetiske myndigheder vil gøre alt for skjule! Filmen er en krydsning mellem et historisk drama og thriller. 

Vidunderbørn foregår i Ukraine i 1941 under 2. verdenskrig. Tre usædvanligt talentfulde, musikalske børn udvikler et dybt venskab, der rækker ud over deres forskellige religioner og nationaliteter. En rigtig fin film.

Begge film kan også findes på Filmstriben

Tags
Materialer