Projektleder med kommunikationskompetencer og et gyldent overblik søges

Af Anonym (ikke efterprøvet)
05.01.22
Skriver du godt og er du skarp på litteratur og kulturformidling på digitale - og sociale – medier? Kan du samarbejde med andre ambitiøse og selvstændige formidlere, og har du endda erfaring med at lede projekter i mål – så vær sød at læse videre her, for Albertslund har brug for dig

I Albertslund arbejder alle kulturinstitutioner sammen om kulturtilbud til borgerne, og især har vi i øjeblikket fokus på at lave en hel masse sammen med de unge.
Albertslund Bibliotek er for nyligt lagt sammen med Albertslund Billedskole, og i den forbindelse opretter vi en projektlederstilling, der både skal arbejde på tværs af de to institutioner, men som også skal fokusere på at drive fælles kulturprojekter sammen med alle de andre kulturinstitutioner i Albertslund. Albertslund Bibliotek og Albertslund Billedskole er begge ambitiøse kulturinstitutioner, som deler visionen om at arbejde passioneret, bæredygtigt og i øjenhøjde med kunst- og kulturoplevelser til borgerne. Vi deler hus og leder, og snart deler vi måske også dig.

I Albertslund er kulturen i centrum, og fællesskabet og samarbejdet imellem kulturinstitutionerne i byen prioriteres højt. Albertslund er også en by, hvor der ikke er langt fra vision til handling, det udmøntes bl.a. i en række fællesskabte tilbud til borgerne, der har afsæt i kulturpolitikken. Hvert år samarbejder alle kulturinstitutioner f.eks. om at få kulturen ud til alle i uge 26, ligesom Biblioteket og Spillestedet Forbrændingen samarbejder om litteraturfestivalen Avisen Live, der både har sin egen årlige begivenhed, og som også popper op andre steder i bybilledet, bl.a. på Badesøen Festival hvert år i august. Det er ambitionen at de gode samarbejder imellem kulturinstitutionerne skal vokse og styrkes.

Dine opgaver bliver (i meget store overskrifter):

  • Koordinering og projektledelse af kulturprojekter
  • Fundraising
  • PR og kulturkommunikation
  • Koncept og idéudvikling
  • Avisen Live: udvikling af pressestrategi samt strategi for kommunikation og outreach for festivalen, pressemeddelelser mm.

Du kan finde ud af at:

  • Samarbejde og indgå i det daglige arbejde på en kulturinstitution
  • Formidle litteratur og kultur – og kommunikere omkring det
  • Skrive ansøgninger (til fonde, f.eks.)
  • Lede et projekt, fra idé til finale
  • Strukturere din tid og sige til og sige fra

Vi håber på at møde dig, som er:

  • Fuld af mod og god humor
  • Interesseret i at samarbejde med kolleger, borgere og andre der har noget på hjerte
  • Vildt god til at bevare overblikket og glad ved at deltage i fællesskabet
  • Stolt af din faglighed og god til at dyrke dit netværk
  • Passioneret omkring litteraturen og kulturens betydning i (lokal)samfundet

Du kan læse mere om Albertslund Kommune her:
https://albertslund.dk/politik/politikker-og-strategier/visioner/

Du kan tjekke bibliotekets hjemmeside ud her:
https://albertslundbibliotek.dk/

Stillingen er på 30 t/ugen, forankret på Albertslund Bibliotek og du refererer til lederen af Bibliotek og Billedskole.

Stillingen er til besættelse 1.2.2022 eller hurtigst muligt derefter.

Ansøgningsfrist d.19. januar 2022

Har du spørgsmål,  er du velkommen til at kontakte leder af Bibliotek og Billedskole, Marie-Louise Fischer Hoffmann mfh@albertslundbib.dk  mobil: 23 31 49 26.

Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.
 
Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.

Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. 

Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.

Søg stillingen her