Ny udstilling på biblioteket: Tidskapsler fra 1996 udstilles

14.12.22
Husker du Albertslund i 1990’erne? Hvad lavede du? Og hvordan så du ud? Det kan 44 tidskapsler fra 1996 snart hjælpe dig med at huske på Albertslund Bibliotek.

Nytårsklokkerne når dårligt at klinge af, før udstillingen TIDSKAPSLER – Albertslund i 1990erne, tager dig med tilbage til dengang Jason Priestley og Kris Kross prydede forsiden af bladet Mix, hvor Nintendo 64 blev lanceret, toast blev lavet i smarte toastmaskiner, og hvor man gik i særdeles farverigt tøj, hvis man var med på moden.

I Albertslund blev der i disse år dannet en masse nye foreninger, som stadig præger den lokale kultur, blandt andet Foreningen bag Forbrændingen, der så dagens lys i 1996.

1996 var også året, hvor ordene ”Kulturby 96” prægede kulturlivet: København var udpeget som europæisk kulturby, hvilket betød et væld af kulturprojekter med fokus på kunst og kultur. Ét af projekterne medførte, at der en række foreninger, virksomheder og enkeltpersoner fra hele Storkøbenhavn blev bedt om at lave en tidskapsel for året 1996. Mere end 500 tidskapsler blev det til fyldt med tidstypiske ting. Heraf 44 med tilknytning til Albertslund.

Tidskapslerne blev samlet til en omfattende udstilling dengang og blev derefter gemt væk i godt og vel 25 år. I 2022 blev de fundet frem fra gemmerne og udstillet på Københavns Museum – og fra nytår bliver det helt ekstraordinært muligt at opleve de 44 albertslundske tidskapsler på Albertslund Bibliotek. Biblioteket er nemlig gået sammen med Albertslund Verdensmål Center og Kroppedal Museum for at bringe de lokale tidskapsler hjem til Albertslund.

Udstillingen åbner torsdag d. 12. januar kl. 17, hvor der vil være konkurrencer, underholdning og lækre snacks, der fører tankerne tilbage til 90’erne. På udstillingen kan man opleve alt fra konfiskerede ting fra Vridsløselille Statsfængsel til en Kodak filmrulle fra Albertslund Fotoklub, et ”mixed-tape” kassettebånd fra Foreningen bag Forbrændingen og uden tvivl en masse andre ting, du har glemt på de 26 år, der er gået. Læs mere om udstillingsåbningen og meld dig til her på hjemmesiden.