Fortælleskoven logo

Fortælleskoven

27.09.18
For første gang nogensinde er en Fortælleskov vokset frem på dansk jord – og nu er den i Albertslund.

Her kan børn i alderen 5-11 år bevæge sig blandt findeord, farevildelser og fantastiske fortællinger og fanfarer.

Skoven er dyrket frem med ordfrø fra Kim Fupz Aakeson og billedfrø fra Jørn Willumsen. Kim Fupz Aakeson er forfatter til børnebøger, romaner til voksne, filmmanuskripter. Han har også tegnet. Meget. Han er far til Vitello. Jørn Villumsen er tegner og har sat streger i avisen Politiken i mange år. Vilde streger. Sjove streger. Nu bestemmer han selv, hvor han vil sætte dem. Det gør han i bøger og på plakater.

Selvom de to har boltret sig i årevis med ord og billeder, så er det absolut første gang, at de har produceret frø til en skov. Bibliotekerne i Albertslund, Frederiksberg og Helsingør har plantet og vandet. Helsingør Kommunes Biblioteker har produceret i samarbejde med arkitekt Kasper Lyneborg og Slots- & Kulturstyrelsen har støttet.

Åbning af udstillingen

Udstillingen åbner onsdag den 10. oktober kl 11. Bibliotekschef Marie-Louise Fischer Hoffmann byder velkommen, hvorefter forfatter Kim Fupz Aakeson siger et par hjemmedyrkede ord. Borgmester Steen Christiansen åbner udstillingen. Alle er velkomne.

Mød skovfogeden

Der er rundvisninger for børn mellem 5-11 år, hvor de kan møde Fortælleskovfogeden, som kender skoven ud og ind. Skoven er fuld af historier og inspiration, som børnene kan lave deres egne historier af. Skovfogedrundvisningen tager ca. ½ time.
Rundvisningerne finder sted: Lørdag den 13. oktober kl 11 og kl 13, tirsdag den 16. oktober kl 11 og kl 13, onsdag den 17. oktober kl 11 og kl 13, samt lørdag den 17. november kl 11 og kl 13. Rundvisningerne er gratis med tilmelding.

Skoven fra oven - figurdigte med Karen Filskov. Oplæsning og lav dit eget figurdigt

I forbindelse med Fortælleskoven har vi også et skovdigte-arrangement med Karen Filskovn, som torsdag den 18. oktober kl 13 læser op fra sin figurdigtbog 'Skoven fra oven', og fra kl 13.30 hjælper børn med at lave deres egne figurdigte.

Skovcollager

Lørdag den 20. oktober kl. 11-13 hjælper de to billedkunstnere Louise Holmgren og Marianne Jørgensen børn med at lave billedcollager inspireret af Fortælleskoven.
 

Når du går herfra, så vær forberedt på, at din fantasi er begyndt at spire, så de vildeste fortællinger kan vokse ud af dig. Bare rolig – det er ganske ufarligt.