Dagbøger - en anbefaling

02.04.20
Læs med i andres dagbøger.

Egentlig er det jo strengt forbudt at læse i andres dagbøger, men når de udgives som romaner, må man gerne læse med.

Dagbøger er litterært kendetegnet ved at være skrevet i et dagligdags sprog og indeholde beretninger fra en hverdag, hvor særlige episoder, minder eller tanker beskrives – ofte med refleksioner.
Når vi får lov at læse med i en dagbog, er det personlige beretninger, hvor den, der skriver, henvender sig direkte til en dagbog, som var den en villig og lyttende ven – det føles fortroligt, nærværende og ofte kan vi genkende de almindeligheder, overvejelser og overraskelser vi får fortalt.

Måske skriver dit barn allerede dagbog – ellers er denne lockdown tid måske en anledning til at begynde? Du kan skrive dagbog med dit barn, så I sammen laver en familiedagbog. Dine børn vil helt sikkert kunne bidrage med deres syn på hverdagen – også i denne særlige tid -  eller med skønne tegninger i jeres dagbog.

God fornøjelse med at læse og skrive dagbøger!

Anne Franks dagbog
Find bogen på eReolen her 
Af: Ari Foleman og David Polonsky

I juni 1942 bliver Anna Frank 13 år og får en dagbog i gave. Dagbogen døber hun Kitty, og denne bliver hendes fortrolige – her fortæller hun om forelskelser og de forandringer i samfundet, som hendes hverdag præges af som jødisk barn. Senere på sommeren skjuler Anne og hendes familie sig i et baghus i Amsterdam, og med tiden flytter flere jøder ind. Dagbogen bliver Annes frirum, her får hun afløb for frustration over livet i baghuset og de andre beboere – ofte med et glimt af humor, men også angsten og håbløsheden viser sit ansigt. Det bliver beskrevet i følelser og små episoder set fra en ung piges synsvinkel – fanget i et baghus under Anden verdenskrig.

Tegneserien er en smuk og stærk visuel oplevelse, som anbefales til børn fra 12 år. Tegneserien giver et fantastik indblik i en historisk begivenhed, som gav mig lyst til at læse biografien – som ligeledes findes på e-reolen

Saras dagbog – Sara serien
Find serien på eReolen her
Af: Kirsten Ahlburg

Her får du hele serien i eet lån, og det kan godt anbefales, for denne letlæste serie er populær på Børnebiblioteket, og det er den, fordi Sara-bøgerne kryber helt ind under huden. Det er en meget genkendelig og ærlig beskrivelse af Saras hverdag, som pludselig bryder helt sammen, da faren har fundet en anden kæreste, og forældrene skilles. Skilsmissen er ikke kun et brud i familien - det er et opbrud med flytning og afsked med gode venner. Når man er 9 år er det helt igennem frygteligt og uden meget håb. Håb og glæde vender dog tilbage i løbet af serien. Første bind hedde: ’Dumme far, siger jeg bare!’, mens sidste bind hedder ’Jubi, jeg har fået en bror!’ – så der er plads til hele følelsesregisteret i denne serie.
Anbefales til børn fra 8 år.     

Er dit barn i stedet mere til de sjove dagbøger og samtidig en seriesluger, så er både Mette Finderups serie om ’Emmy’ eller Rachel Renée Russell ’Nikkis dagbog’ et bud.

Mens Emmy foregår i en lille jysk by, hvor den ene pinlighed og pigekrise afløser den anden, er Nikki en engelsk pige, som starter på en ny skole – men også her står pinlighederne og kiksede oplevelser med venner, fjender og familien i kø. Begge bogserier er sjove og tåkrummende for piger fra 10 år.

Find endnu flere dagbøger til børn på e-reolen her:

Har du lyst til selv at læse en dagbogsroman for voksne, så findes disse også 

Materialer