12. december

12.12.20
Lasse-Leifs giga mega koloenormt store video-julekalender

Lasse-Leifs giga mega koloenormt store kalender - 12. december

Dagens tekst

Lasse-Leif har været hjemme og besøge Zander-fra-børnehaven. 
De har lavet guirlander af papir, de selv har malet på med tuscher. 
”Men vi måtte ikke hænge dem op i stuen ovre hos Zander,” siger Lasse-Leif og giver guirlanden til mor. ”De har nemlig sådan en pæn jul ovre ved dem. Meget pænere end vores.” 
Mor vil gerne høre, hvordan det kan hænge sammen. 
”Zanders mor sørger for, at farverne passer,” siger Lasse-Leif. ”Og henne ved Zander er julen blå og sølvfarvet … kan vi ikke også få sådan en … en pænere jul …?”
Mor kigger lidt på guirlanden. ”Det har vi faktisk allerede,” siger hun. ”Vi har nemlig en … vi har REGNBUEFARVET jul!” 
Det vidste Lasse-Leif ikke, men han føler sig meget heldig. ”Det passer lige med den julepynt, jeg har lavet sammen med Zander!” jubler han. 
”Det gør det nemlig. Helt på en prik,” siger mor og hænger guirlanden op inde i stuen.