Mira

Mira

08.08.17
Børnebibliotekaren anbefaler tegneserien: Mira af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi

Dejlig tegneserie om et år i 10 årige Miras liv.

Når Lemire og Bregnhøi er bedst. Hvis man som mig er vild med Rasmus Bregnhøis livlige illustrationer og Sabine Lemires kreative pige-verden – så er tegneserien ’Mira’ en perle!

Mira kender ikke sin far. Til gengæld kender hun til mange af sin mors kærester. Mor er ekspert i at forelske sig. ”Man kan mærke det i kroppen, når ens elskede er i nærheden. Man har lyst til at vide alt om ham, og det føles som evigheder, hvis bare han går i kiosken efter slik”, forklarer mor, når Mira spørger til forelskelse. For dét at Mira ikke har prøvet at være forelsket, bliver en hæmsko for hende, da Beate, en ny pige i klassen, laver en kærlighedsklub sammen med Miras bedste veninde Naja. Man skal have været forelsket, man skal kun ville tale om drenge (og ikke lave barnlige ting, som fx at lege) for at være med i klubben.

Gudskelov har Mira Louis, der både er en god ven, vil lege og til nøds også være en kæreste. Mira har heldigvis også Mormor, der er det klogeste menneske som Mira kender!

Dejlig tegneserie for piger i alderen 9 – 13 år. Skynd dig at reserver den her!

Læg endelig mærke til den skønne illustration af Mormor og hendes første kæreste Erik – man bliver lattermild af de skønne og skøre finurligheder Bregnhøi lægger i sine tegninger!

Materialer
Reservér
  • Tegneserie

Mira

Af Sabine Lemire, Rasmus Bregnhøi (2017)
Læs mere