Lenes bedste bøger

25.12.20
Bibliotekspersonalet anbefaler årets bedste bøger, film, mm

Børnebibliotekar Lene læser både voksen- og børnebøger – og alt ind i mellem. Hun siger: ”Måske har du set navnet Mette Eike Neerlin i rulleteksterne på Julefeber? Hun medforfatter på årets julekalender, men hun har også skrevet flere gode børnebøger. Hendes navn fik mig til at genlæse en favorit med den mærkelige titel: ”Hest, hest, tiger, tiger” – måske den mest trist-sjove bog jeg har læst. Hovedpersonen Honey har ikke et helt nemt liv. Hun ved, at man skal holde sig inden for grænserne, men ofte er ting for meget eller for lidt i hendes liv og i hendes familie – så Honey gør alt for ”at passe ind”.  Honey kommer også til at lyve – ret tit, og en dag bliver en løgn starten på et særligt venskab med Marcel, som er en ældre mand der ligger dødende på et hospice. Den er for børn fra ca. 11 år, men har ingen øvre grænse.

'Hest hest tiger tiger' kan lånes som ebog på eReolen

Martha Flyvholm Tode skrev sig helt ind under huden på mig med sin debut: ”På Bornholm må man græde overalt” og hendes nye bog, ’Man kan også være søstjerne’, rammer mig også som en mavepine med dens få og velvalgte ord.
Hovedpersonen Anne er flyttet til København, og er usikker på om det er det hun vil, om hvilken studieretning hun skal vælge og hvordan vælger man, når alle muligheder er der, og du blot skal følge det du føler, dine interesse, dit hjerte og din mavefornemmelsen  … når nu man ingenting føler. De mange forventninger til de umulige valg tvinger vores hovedperson ned på ryggen, ned på gulvet, hvor hun ligger som en søstjerne og ikke-overskuer tingene.
Hvis du i øvrigt vil fornemme bogen, så er bagsideteksten – som en tekstbid fra bogen - en god smagsprøve.

'Man kan også være søstjerne' kan lånes som ebog på eReolen

Til sidst vil jeg fremhæve Milla Mølgaards bog ”Min teenager deler da ikke nøgenbilleder – En bog til forældre om digitale krænkelser”.  
”Min forældre har ingen anelser om, hvad jeg laver online. Som i overhovedet igen anelse”. Dette citat er bogens allerførste ord, og er vel egentligt et stærkt nok udsagn i sig selv til at alle voksne med teenager bør læse denne bog!
Bogen rummer relevante fortællinger af unge og deres forældre, som ledsages med viden og vinkler af psykologer, forskere og andre fagpersoner. Hvert kapitel har ”Tre pointer. Du kan tage med dig herfra”, som har givet mig mulighed for at reflektere og vælge hvordan jeg vil være mor til en digital ung. Jeg blev både rystet og rustet af at læse denne bog.

Materialer