Jons bedste digtsamling, bøger mm

06.01.21
Bibliotekspersonalet anbefaler årets bedste bøger, film, mm

Biblioteksbanan og Avisen Live-festivalleder Jon siger:

”Der findes så mange vidunderlige danske udgivelser fra 2020, så det er svært at vælge, fordi ethvert valg også er et fravalg. Min anbefaling er derfor at regne som et øjebliksbillede. I morgen ville jeg måske fremhæve nogle andre. Og så alligevel. De her har sgu rumsteret i mig på det seneste og sådan er det med de bedste bøger. De er ikke til at slippe af med.

Jeg læste Amalie Smiths ’Thread ripper’ forleden. Det er en vidunderlig poetisk sammenvævning af netop væve-motivet. Fra Homer over Ada Lovelaces opfindelse af algoritmen til Smiths eget arbejde. Og så bliver det alligevel enorm nærværende og smukt. Jeg elsker når man kan fornemme en tænkning bag digtene. Det kan man her, hvorfor hun er i slægtskab med de bedste.

Jeg må også fremhæve Søren Fauths fremragende 'På Jupiter findes fortiden ikke'. Den er smertelig smuk og sørgmodig. Og så er selve boghåndværket simpelthen utrolig flot. Smukke og passende originale fotografier er simpelthen sat ind med håndkraft. Det er sådan noget de små forlag kan! Forlaget Ekbatana FTW!

Indrømmet: Jeg læser ikke mange krimier. Og hvis jeg gør så skal de FANME være gode! Det kan man heldigvis sige om Torben Munkgaards krimi-debut 'Digterens død', som på mange måder bryder de gængse forventninger til hvad en krimi er. Poetisk, underfundig, enormt velskrevet. Og ja, så er det sgu da herligt med en krimi der også lige kan indeholde nogle refleksioner over Inger Christensen.

”Men Jon” spørger du, ”du er jo filosof. Skal man slet ikke læse noget filosofi?”. Jo da! Men her vil jeg faktisk anbefale at man følger det nye online tidsskrift Paradoks, som satser på en formidling der ikke kun pleaser de røvkedelige konventioner der kendetegner de alt for mange faglige artikler, som universiteternes publikationskrav afstedkommer. Følg dem på facebook!
Man kan evt starte ud med Martin Hauberg-Lund Laugesens artikel om kosmisk pessimisme:
Således talte Jon Auring Grimm, biblioteksbanan, festivalleder Avisen Live & filosof ved Eksistensfilosofisk Akademi”.

Materialer