Dragonlance Krøniker

27.03.20
Børnebibliotekaren anbefaler

Forfattere: Margaret Weis & Tracy Hickman

Man kan næsten ikke finde noget mere klassisk fantasyagtigt end Dragonlance Krøniker (det skulle da lige være J.R.R. Tolkiens bøger ’Ringenes herre’ og ’Hobitten’). Krøniker er skrevet af Margaret Weis og Tracy Hickman. Dragonlance Krøniker er i 6 bind, men der er et utal af sideserier, forhistorier og historier om de enkelte personer, som vi møder undervejs, som også andre forfattere har skrevet på.

Men lige nu drejer det sig om de allerførste 6 bind i den kæmpe serie, som Dragonlance er:

Første bind i serien hedder ’De første tegn’, og her møder vi vores otte helte: halvelveren Tanis, dværgen Flint, kendaren Tasselhoff, ridderen Stum, høvdingedatteren Goldmoon, hendes elskede, den udstødte Riverwind, krigeren Caramon og hans tvillingebror mageren Raistlin.

De otte får hver især og tilsammen evnerne og opgaven at redde verden. For der går rygter om at de frygtede drager er vendt tilbage, og med sikkerhed vides det, at ondskaben lurer og at onde væsener er set i nærheden af den kro, som historien starter i. Historien er inspireret af rollespillet Dungeons & Dragons, og det kan jeg som gammel rollespiller godt mærke – men på den absolut gode måde!

Der er masser af eventyr, romantik, fare, forræderier, episke øjeblikke, humor og død i Dragonlance Krøniker. Mine absolutte favoritpersoner er kendaren Tasselhoff Burrfoot, der har et noget lemfældigt forhold til dit og mit, og ridderen Sturm Brightblade, der er fuld af ære og alvor, men som har hjertet på rette sted. Og så kan man ikke lade være med at være fascineret af mageren Raistlin, der har opgivet sit gode helbred for at få vældige magiske kræfter, som han ikke udelukkende bruger på det gode…

Dragonlance bøgerne findes som såkaldte ’blå titler’ på eReolen, hvilket betyder, at de altid kan lånes – også når ens kvote er opbrugt. De findes som både ebøger og netlydbøger, og kan altså varmt anbefales!

Materialer