Claes' bedste bøger og film

27.12.20
Bibliotekspersonalet anbefaler årets bedste bøger, film, mm

Voksenbibliotekar Claes siger: ”Det er lidt tilfældigt, hvad jeg er faldet over i 2020. Jeg har ligesom vores lånere ladet mig inspirere af hvad der dukker op på nyhedshylden. Her er et lille udvalg:

 

Thorbjørn Færøvik: Orientekspressen: en togrejse

Forfatterens rejse fra London til Samarkand i tog, refleksion over historie og kulturhistorie og samtaler med personer han møder på vejen. En bog man kan drømme sig ud i verden sammen med, mens vi venter på at den åbner igen.

 

'Orientekspressen' findes som ebog på eReolen

Karsten Skov: Under samme måne

Roman fra de sidste måneder af 2. verdenskrig.  Beskrivelse af den 17 årige Erikas flugt fra Königsberg til Sønderborg i de sidste måneder af krigen, de umenneskelige strabadser de oplever under turen, men også om opholdet i Sønderborg hos det danske mindretal, modsætninger mellem danske og tysksindede og spirende forelskelse.

På trods af det tunge emne en ”letlæst” bog hvor man kommer godt ind under huden på personerne.
 

Bogen findes på eReolen

Matias Faldbakken: Vi er fem.
 

Familiekrønike med et magisk twist om Tormod, hans kone og 2 børn. Efter nogle vilde år slå Tormod sig med sin familie nord for Oslo. Han vil gerne have et barn til, men kompromisset bliver en hund. Da hunden dør, begynder Tormod af eksperimentere med ler i garagen og snart får dette ler sit eget liv og bliver en del af familien. Det lyder lidt vildt og det er det også, men så alligevel ikke.
 

Bogen findes som ebog og netlydbog på eReolen

Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden
 

Endnu en historisk roman om 2. verdenskrig. Harriets mand er dræbt på østfronten og for at komme over tabet rejser hun til München for at komme væk hjemmefra. Bogen er en klaustrofobisk beskrivelse af livet i Tyskland lige inde krigslykken vender i 1942. Harriet får øjnene op for forholdene i Tyskland, med tvangsarbejde, fortrængninger og fanatisme og man får et rigtigt godt indblik i hendes overbevisning og tvivl.
 

Bogen findes som ebog på eReolen

En god film, men ikke for sarte sjæle er ”Ondskabens tid”. Den følger ikke julens budskab om næstekærlighed og tilgivelse, snarere tværtimod. Filmen foregår i det østlige Polen hvor ukrainske nationalister under 2. verdenskrig foretager etniske udrensninger for at danne en uafhængig stat. Det er en til tider meget voldsom film hvor det ikke bliver lagt fingre imellem når grusomhederne vises. Men har man nerver til det, skal man unde sig selv at se den".

 

Filmen kan ses på Filmstriben

Materialer