Årets bedste bøger til børn

06.01.20
Børnebibliotekarerne har udvalgt de bedste børnebøger i 2019

Jesper Wung-Sung: Guldfisken Glimmer
Engang var guldfisken Glimmer en sød lille guldfisk, som var højt elsket af Maja. Men så fik Maja en ny kæreste, som bestemt ikke kunne lide Glimmer. Efter lang tid i byens kloaker er Glimmer nu tilbage for at tage hævn!
En sjov og underholdende bog for 9 år.

Adam O.: Den rustne verden - Flugten fra Danmark
4 børn er på vej for at besøge deres morfar i Sverige. Men efter et flystyrt er de havnet i fremtidsDanmark, som er fyldt med skrot og onde robotter.
Adam O. har også skrevet om Vestegens kæmper, og er derfor et kendt navn i Albertslund.
Dystopisk fortælling fra 10 år

Kasper Hoff: Abekongens hævn og El grande monetos
I 2019 kom hele to nye titler i den voldsomt populære serie Gamerz. Igen er spændingen høj, og der skal tages store beslutninger.
Spændende og sjove bøger fra 9 år.

Nicole Boyle Rødtnes og Bjarke Schjødt Larsen: De unge helte
I superhelte-serien 'De unge helte' kom en hel stribe nye bøger, bla. Nicole Boyle Rødtnes' nye bog om superhelten Medusa med slangehåret, mens Bjarke Schjødt Larsen introducerede os for to nye superhelte: den stærke dreng Skjold og den grønlandske pige Nordlys.
Spædende letlæste superheltehistorier fra 10 år

Sabine Lemire: Mira på lejrskole og Mira - #kreaklubben, #familie, #kys
Mira kender vi allerede fra de meget populære graphic novels. I 2019 kom både en ny graphic novel, men også en ny bog, hvor du selv er med til at bestemme handlingen.
Sjove hverdagshistorier fra 9 år

Kristina Aamand: Hjerte af pap, Det du ønsker og Bare os to
Sif er 13 år og midt i en skilsmissefamilie. Det er ikke særlig sjovt, og der er mange ting Sif prøver på at få styr på. Men det er svært, når man hader Fars nye kæreste, konfirmationen står for døren og bedstevenne svigter.
Bøger, der går lige i hjertekulen fra 11 år.

Kim Fupz Aakeson: Steder, veje, biler, både
En omvendt historie, hvor den 12-årige Rosa må flygte fra Danmarks gennem det krigshærgede Europa for at nå frem i sikkerhed i Libyen.
Fin og barsk historie fra 11 år

Sidst, men ikke mindst:

Anders Matthesen: Ternet Ninja 2
Den måske mest ventede-med-længsel bog i 2019 var opfølgeren til Ternet Ninja, som gik i biograferne i 2019. Og Ternet Ninja 2 skuffede ikke! Ligesom sin forgænger er den både barsk og sjov, og Onkel Stewart er lige så upassende som altid.
Sjov, spændende, barsk og helt fantastisk bog fra 12 år.

 

 

Materialer