5 gode højtlæsningsbøger

17.07.20
Bøger for hele familien

Iselin C. Hermann: Kongen af Sydspanien – og hele balladen

”Kongen af Sydspanien” er den vildeste røverhistorie du længe har hørt! Kongen Guzman af Sydspanien kan gøre sig usynlig tre gange i sit liv – og dette her er blandt meget andet historien om de tre gange. Men det er også historien om hans smukke dronning, Diamante, og deres livlige søn, prins Safiro og Safiros bedste ven, skarnsungen Niño, hvis mor, storforbryderen Doña, er så ond, at hendes skelet er sort! Og om kokken Oscar, som laver den bedste mad i verden og mundskænken Theobald, som har den fineste lugtesans, og som elsker karamelrand. Uhmm.

Historien er underholdende for hele familien fra 8 år og opefter. Selv den, der læser højt, har det sjovt, og skal passe på de ikke kommer til at grine i stedet for at læse!

Lars Daneskov: Stenfjæs

Lulu er en meget fantasifuld pige. En dag er hun med sin familie på stranden, og der finder hun Stenfjæs, som kan opfylde ønsker. Stenfjæs er sådan set bare en sten, men han er virkelig skrap til det der med ønsker, og Lulu kan ønske sig lige hvad hun vil. Og det gør hun. Men nogle gange skal man virkelig passe på med, hvad man ønsker sig. Man kan i hvert fald blive virkelig træt af hotdogs, når man er kommet til at ønske sig hotdogs til morgenmad for altid. Og Lulu kommer også hurtigt til at fortryde, at hun har ønsket at hun kunne forstå, hvad Lillebror siger i stedet for at han bare siger ’bah bah’ hele tiden. For Lillebror har virkelig meget på hjerte og så bander han.

Stenfjæs er en virkelig skæg historie fra 6 år og opefter!

Josefine Ottesen: Liljas eventyr - Dyndkarlens tårer

Lilja er alfeprinsesse og bor ved Nøkkerosesøen med alle de andre alfer, samt vagtfrøerne Kvæk og Kvak. De to frøer kommer på lidt af en opgave, når de skal passe på Lilja, for hun er fuld af spilopper og eventyrlyst. En dag bliver det dog alvorligt, da Liljas ven, alfedrengen Duni, bliver væk. Heldigvis møder Lilja en ny ven, som kan hjælpe.

’Dyndkarlens tårer’ er en eventyrlig fortælling om venskab for børn fra 5 år og opefter. Der er eventyr, spænding, hygge og en lille smule uhygge i historien om Lilja og hendes venner.

Kim Fupz Aakeson: Pip og papegøjer 

Nogle børn elsker gravkøer og andre er vilde med fodbold eller hunde. Men Tobias er kun vild med én ting: papegøjer. Han elsker papegøjer over alt andet og ønsker sig brændende sin helt egen papegøje, som kan tale! Men hans mor er skråt imod, og viceværten er heller ikke vild med idéen, og selv Tobias’ klasselærer gider ikke høre med om papegøjer. Men en dag møder Tobias en fe. Sådan en slags fe, som kan opfylde ønsker, og så ønsker Tobias alt hvad han kan. Desværre er feen ikke superskrap til det med at opfylde ønsker, og noget går galt!

Det er en vild og tosset historie, som alle Kim Fupz Aakeson-fans vil elske! Fra 5 år og opefter.

Rose Lagercrantz: Mit lykkelige liv

Dunne er en ganske almindelig pige som lever et nogenlunde ganske almindeligt liv. Hun starter i første klasse og får en bedste veninde, og hun tæller alle de ting, der gør hende lykkelig. Mit lykkelige liv er en hyggelig og rolig fortælling om et hverdagsliv. Livet er ikke kun lykkeligt dog, for Dunnes mor døde, da Dunne var lille, og Dunne allerbedste veninde må flytte langt væk.

Men både de gode og dårlige sider af livet er fint og smukt beskrevet af Rose Lagercrantz. For rolige børn fra 5 år og deres voksne.

Materialer