Bibliotekets læsekredse

Kan du lide at læse, og drøfte det du læser med andre? ... så er en LÆSEKREDS måske noget for dig!

Bibliotekets Læsekredse er større eller mindre grupper af ”læseheste”, der er sat sammen eller har fundet sammen især på grund af stor almen læselyst og/eller på grund af en fælles interesse for fx en bestemt type litteratur. Grupperne vælger selv, hvad de vil læse og de vælger også selv tid, sted og intervaller for gruppens møder.

Bibliotekets rolle er overvejende af praktisk art. Hver gruppe får deres egen bibliotekar, som gerne hjælper med ideer og gode råd til læsning, og efterfølgende skaffer de valgte bøger samt eventuelt anmeldelser og lignende i det nødvendige antal eksemplarer.

Biblioteket hjælper dig med at finde en læsekreds, der gerne vil have flere medlemmer.

Har du lyst til at deltage i en af læsekredsene, eller ønsker du at starte en helt ny læsekreds, så er du meget velkommen til at kontakte biblioteket på tlf.: 43 68 70 00 eller sende en mail til bibliotek@albertslund.dk


HVORFOR LÆSEKREDSE?

Mange romaner er så gode og oplevelsen ved at læse dem så stor, at man næsten ikke kan rumme det alene. Man er nødt til at dele med andre. Og når man deler, opdager man måske samtidig nye sider ved fortællingen, nye detaljer, nye konklusioner, det du forstod sådan og sådan har andre forstået helt anderledes, eller det du synes var uklart, har andre en klar forståelse af.
Men det kan også bare være hyggeligt og rart at mødes med andre, der også nyder at læse og som deler interessen for den gode litteratur.  

Sådan kan I komme i gang:

Hver læsegruppe har/får hurtigt sin egen måde at gribe arbejdet med bøgerne an på, men nedenfor nogle få hurtige forslag til, hvad I kan snakke om:

  1. Bogens genre – fx krimi, socialrealisme, fantasy?
  2. Hvad ved I om forfatteren? Har I læst andet af samme forfatter?
  3. Hvad vil forfatteren mon med bogen - og lykkes det?
  4. Hvor og hvornår foregår fortællingen?
  5. Er personerne troværdige – gør de, som man må forvente?
  6. Er bogens miljø beskrevet, så man føler sig "hjemme" som læser?
  7. Hvordan er sproget – flyder det eller bremser det fortællingen?
  8. Ligner bogen andet I har læst?
  9. Hvad er konklusionen – var det en oplevelse eller ”spildte” I tiden?

Brug også Litteratursiden.dk
Der er masser af inspiration til læsningen og du kan dele dine oplevelser med andre i de mange forskellige elektroniske læseklubber.