Lån en bog fra Menneskebiblioteket

Af Anonym (ikke efterprøvet)
24.02.22
Menneskebiblioteket åbner for udlån på Albertslund Bibliotek lørdag den 5. marts kl 12-15

Man skal ikke dømme en bog på dens omslag (men vi gør det alligevel). Vi bør heller ikke dømme mennesker på deres udseende eller udfra vores fordomme om dem... Det sidste kan du udfordre dig selv på, når Menneskebiblioteket åbner op for udlån af menneskebøger på Albertslund Bibliotek.

Hvad er en menneskebog?

En bog fra Menneskebiblioteket er en frivillig person, der repræsenterer en særlig gruppe i samfundet. Baseret på deres personlige oplevelser svarer de på spørgsmål fra læsere (dig), og er på den måde med til at udfordre de stereotypiske forestillinger, fordomme og tabuer, som mange af os går rundt og har. Bøgerne er ikke politiske eller missionerende, men er i stand til at overgive sig til læserens nysgerrighed ved at være en “åben bog”, der svarer åbent og ærligt på læserens spørgsmål. Du har derfor mulighed for at spørge om alt muligt, og lære noget om et andet menneske, som du ikke vidste før

Hvilke menneskebøger kan du møde den 5. marts?

Det ved vi ikke helt endnu. For menneskebøger har deres eget liv, og der kan jo komme noget i vejen lige den dag. Men indtil videre håber vi på at kunne tilbyde dig at møde:

En skizofren, en døvblind, en der har bortadopteret sit barn, en transkønnet og en med høj intelligens. Og måske andre vigtige bøger, som er spændende at få indsigt i.

Menneskebørnebøger

Denne gang kan vi også byde på menneskebøger, som er særligt gode til børn - så tage endelig hele familien med! Børnene kan blandt andet møde:

  • Drengen, der hørte stemmer (skizofren)
  • Pigen, der går med tørklæde (muslim)
  • Kvinden der gemte sig i en dreng (transkønnet)
  • Drengen med den helt særlige hjerne (autisme + ADHD)

Er der regler for udlån?

Ja, det er der: respektér bogen, vær nysgerrig, aflevér bogen i tide og i samme tilstand, som den er blevet udlånt. Både bog og læser har til hver en tid ret til at afbryde udlånet.

Vi glæder os til at byde dig og bøgerne fra Menneskebiblioteket velkommen!

Vil du prøve dine fordomme af forhinden, så kan du prøve at tage Menneskebibliotekets fordomsquiz

Materialer