Jesper Wung-Sung anbefaler
En tirsdag i oktober besøgte forfatter Jesper Wung-Sung biblioteket til en samtale med litteraturformidler Lea Fløe Christensen i arrangementsrækken Bag Bogen Live. Her er to særlige boganbefalinger fra ham.
Af Sigrid
Når man læser et stykke god litteratur, bliver man opmærksom på det, der er vigtigt i ens liv, fortalte Jesper Wung-Sung publikum.
Måske er det derfor Jesper er nødt til at skrive hver eneste dag. Dagligt finder den alsidige forfatter på ideer til bøger. Ideerne skriver han på noter, som han gemmer i ringbind i sit skriveværelse. De ringbind med de bedste ideer bliver til romaner. Engang døbte en journalist ham for Ringbindenes Herre...
I tirsdags fortalte Jesper Wung-Sung publikum om sin seneste bog ’Sandøs rose’ og om sin skriveproces i en livlig samtale med litteraturformidler Lea Fløe Christensen. Men hvad læser han egentlig selv?
For nyligt har jeg læst Sandhedsbjerget af Therese Bohman. En knugende roman om at miste - afdæmpet, men krystalklart fortalt.
Og en bog jeg vender tilbage til er I støvet af John Fante. Den bog der gav mig lyst til selv at skrive.
Vil du læse den danske udgave eller bogen som fysisk bog, kan den hurtigt reserveres via bibliotek.dk.