Anbefalinger

Sommer, blidt sværmeri og et lille stik i hjertet

”Sommer! Sommer, og jeg var først i tyverne! Og forelsket! Nej, endnu bedre: hemmeligt forelsket og fuld af blidt sværmeri indeni.”

Af Tina

En af sommerens største læseoplevelser har for mig været den lille nostalgiske perle og nyklassiker ”En måned på landet” af J.L. Carr.

Konservatoren Tom Birkin kigger tilbage på en skelsættende sommer i sit liv. Den sommer i Yorskhire 1920, hvor han efter verdenskrigens rædsler forsøgte at blive menneske igen, mens han restaurerede et kalkmaleri i den lille landsby Oxgodby. En sommer der gløder videre i ham resten af livet.

En sommer med alle dens dufte, lyde, sommerfugle og venligtsindede landskaber, tilfredsstillelsen ved et godt udført arbejde og at leve enkelt, nye og smukke venskaber, mødet med stor kunst og dommedag i et kalkmaleri, traumer og heling, sværmerier, drømme og et elsket ansigt.

Romanen ramte mig lige i hjertet på sin egen stilfærdige og varme måde, og efterlod en glæde - og et lille stik i hjertet - over alt det der var, og alt det der ikke blev for Tom Birkin. 

Mange sommerhilsener fra Tina