Litteratur

Kom til fest med en bog under armen og lær at læse dybt

I november måned sætter Albertslund Bibliotek ekstra fokus på fordybelse og læsning med blandt andet to særlige læsearrangementer 6. og 27. november.

Af Tina

Undersøgelser viser at vi har sværere ved at koncentrere os om læsning. Det gælder ikke kun børn og unge. Også voksne vælger oftere læsningen fra til fordel for tv-serier, sociale medier, korte overskrifter og andre tidsrøvere.

Men læsning, og især den fordybede læsning, hvor man bliver opslugt af en bog, betyder faktisk noget for evnen til at koncentrere og indleve sig helt generelt. En evne som er helt afgørende, når man skal løse komplekse problemer, udvise empati og tage informationer ind. Og noget tyder på, at fordybelsen også er vigtig for det mentale helbred og evnen til at navigere og finde sig selv i et samfund præget af et konstant og grænseløst flimmer af informationer.

Heldigvis er denne superkraft en muskel der kan trænes, og i november måned er biblioteket dit fitnesscenter. Her kan du få gode råd til fordybelsen, ekstra mange anbefalinger og ikke mindst særlige læsearrangementer.

Nogle gange er det nemlig – ligesom med træning – lettere sammen med andre. Derfor inviterer biblioteket til to gange silent reading party i MusikTeatret og på bryggeriet Slowburn. Silent reading party er en luksuslæseaften, hvor vi sidder sammen og læser i hyggelige omgivelser – med en lækker drink i hånden og hver sin bog – og nyder den koncentrerede ro sammen. Tag en god bog under armen eller vælg mellem bibliotekets medbragte, særligt kuraterede udvalg.

Første silent reading party er i MusikTeatrets bløde sæder onsdag 6. november kl. 19-20.30 (30 kr. inkl. drink). Næste gang er det med en lækker specialøl i Slowburns hyggelige bar onsdag 27. november kl. 19-21 (50 kr. inkl. drink).

 

Kom i gang med at læse dybt - 6 gode anbefalinger

Fordybet læsning er læsning, hvor du ikke koncentrerer dig om flere ting på én gang, og hvor du mærker at du bliver revet med af læsningen. Måske endda glemmer tid og sted?

Det behøver ikke at tage lang tid at komme ind i den fordybede læsning, men her er nogle anbefalinger til at hjælpe fordybelsen lidt på vej. Måske har du selv flere gode læseritualer?

  • Gør det hyggeligt omkring dig. Sæt stemningen og indstil hele kroppen på, at nu skal der ske noget rart. Lav en kop te/kaffe/kakao eller andet, der indbyder til at sætte hastigheden ned.
  • Læg telefonen og andre skærme helt væk. 
  • Vær tålmodig – kroppen skal lige vænne sig til at stoppe op og skifte tempo i et samfund præget af høj hastighed. Øvelse gør mester.
  • Hav flere mulige bøger parat. Det gælder om at vække din læselyst, og nogle gange er det bare ikke lige den klassiker, du har lagt klar, der fanger.
  • Husk at fordybelsen ikke nødvendigvis kræver at du kan sætte en hel aften af. Bare fem minutters fordybet læsning kan gøre en forskel for kroppens stressniveau.
  • Er det for svært alene? Så kom med til bibliotekets silent reading party og læs sammen med os!