Læs dramatik sammen – vær med i en ny læsekreds
Dramatik er en litteraturgenre, der er beregnet til at blive læst højt på en scene. Men man kan så absolut også læse dramatik bare for sig selv hjemme i sin stue – eller i en læsekreds på biblioteket. Det skal vi prøve i foråret – endda sammen med en professionel dramatiker.
Af Sigrid
Vi inviterer seks læsere til at være med i vores nye Dramatisk læsekreds tre gange i denne sæson - sammen med en ny dansk dramatiker og bibliotekets formidler. Man må gerne have læst de udvalgte stykker på forhånd, men det er ikke et krav. Det er heller ikke et krav, at du har læst dramatik før – du skal bare være nysgerrig og have mod på at læse op og tale med de andre i gruppen.
Til det første møde kommer dramatiker Marie Bjørn og læser sammen med os, så vi får en god introduktion til dramatik. Bibliotekets litteraturformidler og husfilosof Jon Auring Grimm er med til alle tre møder og vil facilitere læsekredsen.
Med forbehold for ændringer er læsekredsen planlagt med følgende datoer:
Onsdag 8. april kl. 15-17: Vi læser ”Kassandra” af dramatiker Marie Bjørn. Stykket blev opsat på Husets Teater i 2024. Dramatiker Marie Bjørn er med til mødet og guider os i at læse dramatik.
Onsdag 22. april kl. 15-17: Vi læser Holbergs ”Den stundesløse”.
Onsdag 6. maj kl. 15-17: Vi vælger et stykke sammen fra en kurateret liste.
Tilmelding
Det er gratis at være med, men du skal tilmelde dig efter princippet først-til-mølle hos Jon Auring Grimm: jxg@albertslund.dk
Del af landsdækkende projekt
Der er ikke tradition for at læse dramatik i Danmark, og det skal digitaliseringsprojektet Danmarks Dramatiske DNA under Det Kgl. Bibliotek ændre på. Den danske dramatik skal formidles, og et pilotprojekt med læsekredse på folkebibliotekerne er en del af indsatsen.
Projektet, der undersøger nye måder at læse sammen på, er et samarbejde mellem Albertslund Bibliotek, Det Kgl. Bibliotek og Danske Dramatikere. Det er finansieret af Augustinus Fonden, Carlsbergfondet og Aage og Johanne Louis-Hansen Fond.
Om Marie Bjørn:
Marie Bjørn er uddannet dramatiker fra dramatisk skrivekunst på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019, samt manuskriptforfatter fra Super 16s årgang #11 i 2022. Siden 2021 har hun været fast tilknyttet underviser i kreativ skrivning på Forfatterskolen PS! og gæsteundervist på bl.a. Johan Borups Højskole, Den Danske Scenekunstskole og Forfatterskolen. Hun har flere gange været Reumert-nomineret og vandt Reumerts særpris i 2022.
Marie Bjørn om sig selv:
”Tematisk beskæftiger jeg mig ofte med sorg, død, vrede, kærlighed og angst. Undergang er gennemgående i flere værker. Enten den lille personlige undergang, eller den store kollektive undergang. Jeg ønsker at skabe værker, der taler ind i de opgør, der eksisterer i samtiden, såvel som de kampe, der har fundet sted altid, og jeg tror på skriften som en form for oprør. Et sted man kan spejle de store filtrede følelser, et sted for både skyggesider, mørke og håb. Flere af mine stykker, bl.a. Apokalypse og Kassandra, har prosa og poesi slægtskab. Jeg har skrevet flere monologer, eller dialoger, hvor karaktererne ikke lytter til hinanden, men synes at være så langt inde i egen længslen efter at blive hørt, set og rummet, at det er det der dominerer.”