Hvad spiser Albertslund?
Med over 100 forskellige nationaliteter er Albertslund en ægte smeltedigel af madkultur fra hele verden. I maj måned satte vi en gruppe lokale i stævne for at dele historier om hjemstavnsmad og samle inspiration til årets fællesmiddag på litteraturfestivalen Avisen Live.
Af Sigrid


Reportage af Nanna Lynggaard. Fotos af Vian Backer Shaker
Minder om langtidssimret borsjtj fra Ukraine, varme krydderier fra Pakistan og helgrillet ko fra Argentina blandede sig, så man næsten kunne smage og dufte det, da Albertslund Bibliotek inviterede en gruppe frivillige albertslundere med rødder fra hele verden til at dele fortællinger om maden fra deres hjemstavn.
Disse fortællinger vil blive transformeret til en fællesmiddag på bibliotekets litteraturfestival, Avisen Live, der i år bl.a. har fokus på hjemstavnsretter, og løber af stablen d. 21. juni på Kulturtorvet ved biblioteket, MusikTeatret og Forbrændingen.
Med var kokken Stine, der omdanner de indsamlede minder og retter til en særlig ‘hjemstavnsbowl’ med smage og dufte fra hele verden samt forfatterne Duna Ghali og Fanan Imad, som skal skrive og opføre en tekst inspireret af Albertslunds mange forskellige hjemstavnsretter og de følelser, som knytter sig til maden. For mad er som bekendt ikke bare fysisk næring. For de frivillige, som var mødt op, åbnede fortællingerne om yndlingsretter op for stærke større historier om identitet, ophav og kærlighed.

"This is my heart", fortalte ukrainske Svetlana, da hun præsenterede en hjemmelavet kogebog med fem yndlingsopskrifter fra sit hjemland. Varme, mættende retter med få, velvalgte krydderier, som f.eks. de traditionelle vareniki - halvmåneformede, kogte dumplings, der fyldes med alt fra kartofler og kål til hytteost og kirsebær. Ifølge Svetlana er vareniki ikke bare mad, men en familietradition, hvor hele familien samles om bordet og udveksler historier, når de mange små dejpakker skal formes.
Valentina, hvis mor stammer fra Chile og far fra Argentina, havde medbragt krydderiet merkén der med sine røgede, tørrede flager af stærk rød peber er et populært valg i Chile til at give diverse retter et krydret pift. Denne skat var bragt til Albertslund af moren, som har videreført hjemlandets traditionelle opskrifter til Valentina med høje standarder ud fra devisen: "Lav det rigtigt, eller lav det ikke".
At mors madlavning er af en særlig kaliber, kunne flere snakke med om. Kaltoum, der som datter af forældre fra Marokko er vokset op med favoritter som couscous og tagine, har øvet ihærdigt for at efterligne sin mors opskrifter og kyndige hånd i køkkenet. Også her bliver der sat en ære i at videreføre traditionerne og kræse om detaljerne. Men, som Kaltoum med et suk konstaterede, "det bliver aldrig helt som mor laver det".
Saima, der har rødder i Pakistan, fortalte om dahl, chapati, samosa, biryani og butter chicken så mundvandet steg. Ligesom resten af gruppen har Saima dybe følelser knyttet til den mad, der både forbinder hende med sit kulturelle ophav og symboliserer båndet til familien: "Maden er kærlighed. Maden er en del af os".
Efter de fristende beskrivelser af omhyggeligt tilberedte og tidskrævende retter fra de frivilliges køkkener, bragte kokken Stine os til sin barndom i et dansk arbejderhjem, hvor hurtige løsninger og gengangere som pasta med færdiglavet tomatsovs og grøntsager fra frost prægede hverdagsmenuen. Stine gik heldigvis i en anden kulinarisk retning og har siden dygtiggjort sig i omhyggeligt tilberedt mad, der bringer hele verden til bordet.
Under den blå himmel blev disse fortællinger til en varm og personlig samtale, der mindede os om hvordan maden, vi spiser, både kan skabe forbindelse til familie fra nær og fjern og bygge bro mellem en gruppe fremmede Albertslundere på en solskinsdag i maj.
—-----------------Info —------------------
Albertslunds egen litteraturfestival Avisen Live byder på samfundsdebat, musik, croquis, fællesspisning og meget mere lørdag 21. juni 2025, hvor festivalen for første gang finder sted på Kulturtorvet foran biblioteket, MusikTeatret og Forbrændingen.
Dagsbillet: 175 kr. (studerende og under 25 år 100 kr.).
Børn op til 15 år er gratis.
Madbillet: 100 kr.
Billetter og program på www.avisenlive.dk
Avisen Live er organiseret af Albertslund Bibliotek, Forbrændingen og MusikTeatret Albertslund og støttet af Statens Kunstfond, Politiken-fonden, NAPA-fonden & Nordea-fonden.
Duna Ghali og Fanan Imad er mor og datter og har sammen udgivet kogebogen Mesopotamia - moderne opskrifter fra det mellemøstlige køkken.
—-------------------------------------------