Lektørudtalelse

Forfatter: Anny Skov Madsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Disse erindringsglimt fra barndommen er af en sådan karat, at bogen kan få klassiker- og kultstatus. De kan anbefales til alle, der holder af lyrik, lyriske tekster og essays

Beskrivelse

Den amerikanske rocksanger og poetiske sangskriver Patti Smith f. 1946 vandt i 2010 National Book Award for sine erindringer Just kids. De handlede om kunstnerlivet i New York i 1960'erne og 1970'erne og hendes kærlighedshistorie med fotografen R. Mapplethorpe. Bogen hedder Woolgathering på engelsk, og det betyder at samle uld men også at spinde drømme. Begge betydninger er vægtige temaer. Bogen er fyldt med erindringsglimt fra barndommen om oplevelser, drømme, om vigtige personer, leg og fantasi. Det kan være indiske rubiner i en lille rygsæk, om en hund, der beslutter sig for at dø, om aftenbønnen og nogle tågede skikkelser. Det er et lydefrit, lyrisk sprog, der går lige ind i underbevidstheden og gør verden større

Sammenligning

Oprindeligt udkom Drømmespinderi på engelsk i 1992. Nu er den genudgivet med nye tekster og illustrationer, der også er med i den danske udgave. I indhold og stil minder bogen meget om Marilynne Robinsons stofmættede romaner, og Søren Ulrik Thomsens unikke digte

Samlet konklusion

I de fine, lyriske erindringsglimt fra barndommen, får vi en enestående indsigt i det spirende kunstnersind, om alt det, der satte sig spor. Der er nærvær og livsfylde som i en taksigelse eller bøn. Mesterskabet består i at læseren bliver fanget ind i en slags meditativ refleksion, så bogen vil kunne læses igen og igen