Lektørudtalelse

Forfatter: Vera Jensen

Denne udmærkede fantasy-bog er det første bekendtskab, vi gør med den engelske forfatter Paul Stewart. Det er en spændende og actionfyldt eventyrfortælling, der handler om den 13-årige dreng Kvist, der er opfostret af skovtroldene, men som på et tidspunkt får at vide, at han er af en anden æt. Da han er på vej til sin fætter, forlader han trods alle formaninger den nogenlunde sikre sti, og derefter gennemgår han det ene farefulde forløb efter det andet. Bogen er velskrevet og veldisponeret, og de mange drabelige og farefulde hændelser er skildret med intensitet og frodig fantasi. De mange væsener er originale og fantasifulde. Det er lykkedes Paul Stewart at skabe en spændende og fabulerende eventyrmytologi. Læseren keder sig ikke et øjeblik, da Kvist ustandseligt render ind i nye hårrejsende eventyr. Bogen er krydret med flotte detaljerede tegninger af Chris Riddell, og tekst og tegninger supplerer fint hinanden. En fantasy/eventyrbog for de 10-13-årige