En ny digtsamling fra digteren over alle danske digtere i dette århundrede, Henrik Nordbrandt. Han har igennem mange år udgivet lyrik, der har en sådan vægt, substans og virkning, at man har svært at finde ord for en så sublim og dyb kunst. Den seneste digtsamling var Ormene ved himlens port 1995, hvis høje niveau syntes vanskeligt at leve op til, hvad angik fremtidige digtsamlinger. Men det er lykkedes for poeten, Henrik Nordbrandt, nok engang at begå et svimlende mesterværk. Nærværende samlings spanter består af tretten drømme-digte, der på fattet og dæmonisk vis skildrer forskellige verdener, dimensioner og spændingsfeltet mellem disse. Desuden er der sorgfulde og kynisk humoristiske kærlighedsdigte og anden sansetæt lyrik. Sine steder er perspektivet uudholdeligt forfærdeligt (og grusomt smukt, alligevel) andre steder selvironisk afvæbnende (og vemodigt og bittersødmefyldt). Nordbrandts poesi er altid gået lige i blodet på mig, også selv om jeg ikke altid har kunnet forklare, hvad det var, der gav flow'et og gyset. Jeg ved kun, at det virker, og at det er meget stærkt. Også denne gang