Noget af det slående ved dette 1. bind af Dylans meget velskrevne og spændende selvbiografi er den åbenhed, detaljerigdom og fortællelyst, der kendetegner bogen - nærmest i direkte modsætning til det billede af en sky og lukket person, man har af Dylan på scenen og fra interviews. Dylan går systematisk og kronologisk til værks: Han vokser op i den lille mineby Hibbing i Minnesota, men sætter hurtigt fokus på livet i New York, hvor han arbejder på at kæmpe sig ind på folkscenen i Greenwich Village i de tidlige 60'ere. Timingen er mere perfekt, end den unge Dylan kan være bevidst om, og han møder tidens førende musikere, producere og managers i en både politisk og musikalsk brydningstid mellem traditionel jazz- og underholdningsmusik og den spirende og fremgangsrige folk- og rockmusik. Dylan lejer tilfældigvis et værelse fyldt med litterære værker, som han kaster sig over, mens han venter på den første pladekontakt, og som kommer til at præge hans tekster efterfølgende. Man hører meget om Dylans store forbilleder, især Woody Guthrie og Robert Johnson, og selv om man kun kender en brøkdel af personerne undervejs, fortæller Dylan så medrivende indsigtsfuldt om sig og perioden, at Krøniker bliver musik-og personhistorie på et for genren højt niveau