Tag på skattejagt efter kæmperne
Skal du med på troldejagt? Tag på sommertur rundt i Vestegnens grønne landskaber og find de glemte kæmper. Måske vinder du skatten!
Af Sigrid
Rundt omkring på Vestegnen står seks kæmper, der kom hertil for lige præcis 10 år siden. Det fejrer vi med en skattejagt, hvor du kommer på tur ud i Vestegnens grønne hjørner og kan være med i lodtrækningen om billetter til ARKEN, hvor endnu flere trolde har overtaget museet. Kunstneren bag kæmperne og udstillingen er Thomas Dambo, der nu lokker tusindvis af mennesker ud i naturen verden over på jagt efter de mystiske kæmper.
Kan du mon finde alle Vestegnens kæmper?
Sådan deltager du i skattejagten
Hent et skattekort her på biblioteket og begynd jagten.
Ved hver kæmpe står et lille skilt med kæmpens navn og nummer. Når du har fundet fire eller flere af troldenumrene, kan du deltage i lodtrækningen om billetter til ARKEN Museum for Samtidskunst.
På skattekortet finder du et direkte link til den side, hvor du kan indsende troldenumrene og dine kontaktinformationer. Så deltager du i lodtrækning om billetterne. Der er 10 præmier i alt og en præmie består af 5 billetter, så du kan invitere familien med.
Skattejagten starter fredag den 26. juni 2026 til og slutter søndag den 6. september 2026, hvorefter der vil blive trukket lod mellem de rigtige besvarelser. Vinderne vil få direkte besked.
Søndag den 6. september fejrer vi Albertslunds egen kæmpe, Thomas på Bjerget, med en kæmpe 10 års-fødselsdag!