Praktikanten anbefaler engelske klassikere og andre godbidder

Hvem er praktikanten?

Jeg hedder Oliver, og jeg er en nyligt uddannet bachelor i engelsk som får sig lidt erfaring med praktik før jeg starter på min kandidat i engelsk her til sommer.

mine læsevaner har typisk været meget farvet af mit studie, da universitetets læsebyrde sjældent har meget plads til fornøjelseslæsning. Jeg ville sige at det har betydet at jeg har fået en ret bred smag og er blevet eksponeret for et hav af litteratur som jeg nok aldrig selv havde fundet, samt interessante perspektiver og måder at læse dem på som giver en ekstra dybde til mange af teksterne.

Som praktikant er det alt for nemt at være en flue på væggen. Aldrig rigtig selv at byde ind og deltage. For at undgå dette vil jeg komme med en håndfuld anbefalinger som du kan låne fra vores bibliotek.

Dyp dine tæer i engelsksproget litteratur-kanon

Med dette laver vi lige et spring over i min mere sædvanlige verden, nemlig engelsksproget litteratur. Muligvis min største anbefaling inden for hele den engelsksprogede litteratur-kanon, er ingen anden end Cormac McCarthy.

Hvad end du interesseret i jagten på narkopenge, drabet på indfødte befolkninger eller et kannibalistisk post-apokalyptisk Amerika, så er der noget at finde Fra Cormac McCarthy. Men når det kommer til Cormac McCarthy, så synes jeg egentlig at det er en smule underordnet hvilke bøger man læser, det mest væsentlige er hans prosa, og hans skildring af Amerika. En skildring som både omfavner de mange grimme sider, såvel som den skønne multikulturelle suppe som et land af immigranter naturligt bliver. Prosaen er både kort og konkret, men maler på trods af dette meget tydelige billeder som ofte er bygget på massive mængder af research i lokalmiljøet fortællingerne tager sted i. Mange af bøgerne er barske og brutale, men glorificerer heller ikke den vold som de skildrer. 

Hurtig note om sprog og oversættelser: Jeg opfordrer altid folk til at læse en bog på sit originale sprog, men har fuld forståelse for hvorfor dette ikke altid kan lade sig gøre. Med det sagt, hvorfor ikke give de engelsksprogede originaler en chance, da jeg tror at de fleste efterhånden taler et rimelig fornuftigt niveau af engelsk. De danske oversættelser of Cormac McCarthys værker lader dog også til at have stræbet sig efter at opretholde den unikke prosa, dette er dog baseret på en rimelig overfladisk skimmelæsning. 

Horror i frokostpausen

Hvor jeg synes at Cormac McCarthy er noget alle burde læse før eller senere, er H. P. Lovecraft mere af en personlig anbefaling. Jeg har siden jeg var teenager været meget nysgerrig på denne særlig form for gyserfortællinger, nemlig 'Lovecraftian Horror'. Jeg kan ikke specifikt huske hvor jeg stødte på konceptet, men ideen om at man kan opleve noget så forfærdeligt at man ikke engang kan beskrive det, satte enormt meget gang i min fantasi. Så meget at jeg endte med at skrive mit bachelorprojekt om det endda.

Hvis du nogensinde har kigget op på en stjerneklar nattehimmel, og indset hvor stort universet reelt er, har du måske følt dig ret lille. Den lille uro som kan opstå af denne erkendelse er flerdoblet for nærmest alle hovedkarakterer i Lovecrafts fortællinger. Hvad end det er en uhellig krydsning mellem mennesker og fisk, ubegribelig geometri og arkitektur eller kosmiske væsener så store at vi fremstår som blot et gran sand for dem, sætter det alt sammen dybe mentale ar på karakterens psyke. Den kosmiske ligegyldighed er overvældende og næsten altid fremtrædende.

Hvis størrelsen af denne bog intimiderer, så er det værd at huske på at alle Lovecrafts historier er korte. Sjældent meget længere end hvad man kan læse i en frokostpause. Og hvis man ikke brød sig om den ene historie, så er man meget hurtigt videre til den næste. Selvom ikke hver eneste historie er det pure guld, og der ingen skam er ved at springe videre til den næste, har disse fortællinger stadig sat sig fast i mit sind på samme måde som mange af hovedkaraktererne lærer noget forfærdeligt som vil sidde i dem til dagen de dør.

Lær om True Crimes rødder

Jeg har lært at holde af at undersøge baggrunden bag værker. Tage et blik hvad der inspirerede skaberen og deres egne tidligere udgivelser. Så med den næste anbefaling, lad os gøre et forsøg med det.

Hvis der er en ting som jeg har lagt mærke til siden jeg startede her på biblioteket, så er det at det danske publikum virkelig, virkelig elsker krimi. I den anledning vil jeg belyse bogen som i bund og grund startede hele True Crime-genren. Truman Capotes 'Med Koldt Blod', eller originalt på engelsk, 'In Cold Blood'. 

Capote formåede at tryllebinde store dele af 60'ernes Amerika med sin skildring af mordet på en lokal familie, som blottede landets skyggesider og brød med den populære opfattelse af idyllen som var at finde ude på landet. Capotes omfattende research og interviews af alle involverede han kunne komme i kontakt med, har ledt til en høj grad af troværdighed i teksten. Formen hvor forfatteren skriver dialog og udspiller scenarier baseret på interviews og andet bevismateriale gør at denne bog fungerer som en tidlig prototype for næsten al fremtidig True Crime.

Dette må dog heller ikke forstås som at 'Med koldt blod' er et blidt første forsøg. Sagen er dyster, og uden nogen reel fuldførende forløsning. Vold og ondskab sker bare nogle gange. 

Oldgræske myter på britisk manér

Hvis du vil anvende den samme tilgang, men nu bare på et meget bredere felt, så kan det være en ide at gå tilbage til oldgamle tekster. Man kan selvfølgelig kæmpe sig igennem Beowulf, men jeg har altid været mere interesseret i de oldgræske fortællinger.

Nogle gange er det enormt spændende at gå tilbage til rødderne. Men hvis du måske ikke lige føler for at læse hele Homers Odysse eller Illiaden, er der et godt alternativ. Disse oldtidsmyter er blevet nydeligt genfortalt af Stephen Fry, på en måde som gør dem nemmere at sluge, men stadig ganske levende. Læs om alt fra myterne om oldgræske guder til fortællingerne om den trojanske krig. Med fordel så kan du også bruge denne mulighed til at læse op på Odysseen før Christopher Nolans filmatisering udkommer til sommer, så du kan imponere alle dine venner med hvilke detaljer der ikke stemmer overens.

Udover bare at være interessante og underholdende historier, giver det også perspektiv at kende til dem. Selv var jeg pludselig en del mere bevidst om direkte referencer til græsk mytologi, og kunne bedre se hvordan visse dramatiske træk kan spores helt tilbage til disse fortællinger.

Kunne tusindvis af sider af Fantasy måske friste?

Man kunne sagtens altid anbefale diverse fundamentelle værker inden for genren, men jeg tvivler på der er særlig mange som ikke er bevidste om Ringenes Herres eksistens. Jeg vil derfor anbefale et lidt mere moderne værk fra forfatteren Joe Abercrombie.

'Stålets Vilje', eller på engelsk 'The Blade Itself', er starten på første trilogi Den Første Lov serien som indtil videre består af to trilogier, tre selvstændige bøger og to samlinger af korthistorier. Så hvis man føler at dette kunne appellere til en er der rigtig meget at nyde. Men hvad er dette for en historie?

Det er historien om magtkampen mellem tre store nationer som alle forsøger at dominere hinanden gennem krig. Vores egentlige perspektiv er dog en håndfuld personer, hvis perspektiv og fortællerstil er grundigt differentieret og etableret. Et særligt highlight er når karaktererne møder og beskriver hinanden med hver deres interne monolog. Alle sammen er farvet af deres oplevelser, og har meget anderledes perspektiver på der verden. Dette er også til tider yderst udspekulerede mennesker. En af dem er en torturerende inkvisitor, som hævngerrigt udraderer alle politiske trusler mod tronen. Dette er en decideret forfærdelig person, men du vil nu se tingene fra deres forskruede perspektiv, og på en lidt træls måde er det faktisk appellerende. Udover denne person har vi også dumme og overfladiske riddere og blodtørstige viking-typer, som alle har deres egen mentale bagage og excentriciteter gjort tydelige gennem teksten. Joe Abercrombies bøger er nogle som jeg synes både rammer plet på mikro- og makro-skalaerne. Det store skakspil iblandt de kæmpe magter er interessant, og den unikke interne dialog er veludført og bringer en læser endnu tættere på bøgernes karakterer.

Udover 'Den Første Lov' har Joe Abercrombie udgivet en helt separat trilogi 'Det Splintrede Hav'. Jeg har personligt ikke læst den, men hvis du formår at læse alt det andet fra Abercrombie og stadig er sulten efter mere, så er det jo bare at tage for og læse denne.

Går den grønne omstilling hurtigt nok?

Den første anbefaling føltes aktuel, da uge 17 stod i FN's 17 verdensmåls tegn. Heriblandt er der et massivt fokus på den grønne omstilling. Denne grønne omstilling kan måske opnås genne politisk pres og kollektiv handling, men har du nogensinde overvej om man ikke bare kan sprænge fabrikken i luften?

Lige præcis denne problemstilling står nogle venner overfor i Malte Tellerups korte men eksplosive 'Spræng Fabrikken'.

Hvad der for mig var især fængende ved 'Spræng fabrikken', var dens troværdighed. Hvis ikke man vidste bedre, så kunne det ligne at denne historie også kunne fungere som en sabotagemanual af den meget virkelige vestjyske fabrik Cheminova, som har forurenet den nærliggende natur i årtier. Hvad der følger er i bogen en gruppe unge menneskers mission på at, ja, sprænge fabrikken. Hvad der fulgte i virkeligheden var egentlig ikke særlig meget. Der er blevet foretaget nylige indsatse for at rense naturen som fabrikken har beskadiget, men også opbygget en ny lokation som stadig udleder sundhedsskadelige PFAS-stoffer. Lang historie kort, måske det er tid til at sprænge fabrikken?

Hvilken type strisser er du?

En sidste anbefaling i dag vil bryde med formen, da det ikke er en bog. Det byder dog stadig på massive mængder af tekst.

Disco Elysium er et videospil, men dette betyder på ingen måde at det er plaget af overfladisk historiefortælling eller hjernedød dialog. Tværtimod er dette spil, i min bog, det mest velskrevne spil hidtil. Det er på samme tid ambitiøst med en bred verden og fantastiske koncepter om overnaturlige aspekter af spillets verden, og snævert, da du faktisk ikke får lov til at se særlig meget af det. Du er en betjent som, gennem en absurd selvdestruktiv tur i hegnet, har glemt bogstaveligt talt alt omkring sig selv og sine omgivelser. Det er dog hurtigt klart at du er kommet til Revachol for at opklare et mord, og eftersom det tog lidt tid er du nu ledsaget af en betjent fra et naboliggende distrikt, Kim Kitsuragi. Hvad der følger, er stort set op til dig. 

Gennem spillets rollespils-mekanikker får din karakter sin egne interne verden repræsenteret af hvilke træk som du opgraderer. Er du en sensitiv arketype vil du være følelsesmæssigt forbundet med mange omkring dig og spirituelt observant for byens og dit korps ånd. Tænkeren ser kun ting gennem fakta og verificerbar matematik. Fantastisk til at løse et logisk problem. Forfærdelig til at forhøre en mistænkt som vælger at lyve. Og til sidst, hvis du vælger at være fysisk kan du hurtigt ende med kun at løse problemer med kroppen. Udover dette er der også de mange aspekter af din psyke som regelmæssigt vil give deres input til mere eller mindre alting. Noget af det er brugbar indsigt i din omgivelser, men meget af det er også din neurotiske hjerne som kører på overarbejde når du har investeret for meget i visse aspekter af dig selv.

Den verden som er blevet støbt til dette spil, er en smuk kombination af alternativ historie, spøjs metafysik og vemodige stemninger. Så fjern som visse aspekter af denne verden er fra vores, er der også visse meget genkendelige aspekter. Især hvis man har i tankerne at udviklerne stammer fra et land der var en del af Sovjetunionen. Kommunisme får den slags kritik som kun kommunister selv kan komme med. 

Jeg kunne blive ved med at tale om spillet i evigheder, men opfordrer dog i stedet næsten alle og enhver med interesse i rollespil og litteratur at spille dette spil. Hvis man ligesom mig venter på at man har glemt alle detaljer om spillet før man kaster sig ud i at spille det igen, har man andre ting at se frem til. Studiet, på trods af drama, fyringer og søgsmål udgiver deres efterfølger 'Zero Parades' her i maj måned. Og andre uafhængige spiludviklere har taget formatet og spillets ethos videre og skabt indirekte efterfølgere såsom 'Esoteric Ebb'.